På vejen mod en grønnere fremtid bliver vi desværre mere sorte
Udvinding af metaller som f.eks. kobber er en forudsætning for den grønne omstilling og gør råvaresektoren rigtig interessant for investorer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Vores omstilling til en grønnere fremtid med vedvarende energi frem for fossile brændstoffer kommer ikke uden omkostninger. Til vores vindturbiner, elbiler, ladestandere, solceller mv. har vi desværre brug for tonsvis af metaller.
Større forbrug af elektricitet fra vedvarende energikilder kræver også, at vi i de kommende årtier investerer massivt i en opgradering af elnet over hele verden. Sidste år konkluderede Bloombergnef, som er researchdelen af amerikanske Bloomberg, at vi taler om investeringer på mindst 21.400 mia. dollars frem mod 2050 for at fordoble det globale elnet, og det kræver også enorme mængder metal. Således udgør kobber som regel en central komponent i elkabler på grund af metallets fremragende evne til at lede elektricitet.
Derfor er det heller ikke så overraskende, at det amerikanske energiministerium (US Department of Energy) sidste år føjede kobber til listen over kritiske materialer, efter at EU og lande som Japan, Indien, Canada og Kina tidligere har taget tilsvarende skridt.
Gør os afhængige af andre lande
Problemet med kobber og metaller i al almindelighed er, at de ikke kommer op af undergrunden af sig selv. Det kræver en masse energi, hvilket betyder, at der skal arbejdes på at hente det op mere effektivt, men alligevel kan det næppe undgå at øge vores energiforbrug.
Et andet problem er, at vi i vidt omfang har udliciteret udvindingen af sådanne metaller til ”andre”, da vi ikke ønsker de negative effekter, der kan opstå ved minedrift, i vores egen baghave. Og det gør os sårbare over for en fremtid, hvor vi er afhængige af lande, som ikke nødvendigvis deler vores syn på begreber som frihed, menneskerettigheder og demokrati.
USA er begyndt at rykke på det i forhold til øget udvinding af f.eks. kobber i USA, men det er langsommelige processer, hvor der blandt andet er meget regulering, der skal tages hensyn til. Herunder i forhold til de potentielle miljømæssige konsekvenser.
Det skal dog siges, at amerikanerne absolut ikke er nybegyndere på området. Ifølge den seneste data fra US Geological Survey var USA i 2023 verdens femtestørste producent af kobber efter Chile, Peru, Den Demokratiske Republik Congo og Kina.
En langsigtet drivkraft for råvaresektoren
I lyset af megatrenden med øget vedvarende energi er det ikke så underligt, at der er stor global efterspørgsel efter kobber og selskaber, der udvinder kobber. Samtidig har kobber det med at stige, når der kommer mere gang i den cykliske del af økonomien, og det vurderer vi også er tilfældet i øjeblikket, hvor der er fremgang at spore i fremstillingssektoren.
Det har ellers længe været servicesektoren, der har trukket den største del af læsset i global økonomi – drevet af os forbrugere.
Ovenstående faktorer er blandt årsagerne til, at vi i Danske Bank ser interessante afkastmuligheder i råvaresektoren i øjeblikket. Her har vi aktuelt en overvægt på sektoren, og vi anbefaler investorer at tilføje råvareselskaber til deres portefølje, hvis de ikke i forvejen har eksponering mod sektoren generelt – og kobber i særdeleshed.
Det er ikke for sent som investor
Jeg håber selvsagt, at vi på længere sigt får et bedre alternativ til kobber, men indtil da vil jeg hellere være med som investor. Selv om udvinding af metaller er ekstremt ressourcekrævende, er det fortsat en essentiel del af den grønne omstilling, vi har foran os i de kommende årtier – og som investorer kan man samtidig vælge at fokusere på de ”pæne drenge i klassen,” der tager de største klima- og miljømæssige hensyn.
Råvarer er i øvrigt ikke den eneste cykliske sektor, vi har et godt øje til i øjeblikket. Vi har også overvægt i industrisektoren, hvor vi ligeledes ser gode afkastmuligheder i den kommende tid – og efter vores vurdering er det ikke for sent at kigge i retning af det cykliske.
Det er ikke sådan, at alle investorer for længst har kastet sig glubende over den del af markedet. Ifølge en analyse fra investeringsbanken Bank of America ligger professionelle investorer således generelt med en ekstrem overvægt i defensive aktier i øjeblikket i forhold til cykliske aktier.



