Her er en tredje vej til at kompensere for klimaaftryk
"Offsetting" for CO2e-udledninger er hverken den magiske løsning eller det amoralske afladskøb, tilhængere og kritikere gør det til. Vi kommer ikke i mål uden, men virksomheder har brug for at tænke både ansvar og løsningsrum bredere.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
For nylig udspillede sig en interessant diskussion i den virksomhed, jeg er en del af. Hvordan kompenserer vi bedst for vores samlede CO2e-udledninger? Vi gør alt, hvad vi kan for at minimere vores klimaaftryk, men der er en rest tilbage fra vores energiforbrug, computere og rejser, som vi ikke kan skære væk. Dem har vi sat en dyr pris på: 200 euro per ton, ca. det dobbelte af den ikke-subsidierede industris CO2-skat. Vi er blevet store nok til at det summer op til et sekscifret beløb og udgør en omkostningspost, alle i virksomheden er interesseret i at reducere mest muligt.
Tanken er godt købmandsskab: Hvis man udleder et ton CO2, bør man, i en verden der er tvunget til at nå CO2-neutralitet, fjerne det igen - kendt som offsetting. Det kan i teorien gøres på masser af måder, fra simpel træplantning til avancerede, himmelvendte støvsugere, gennem lagring i landbrugsjord eller bioenergi-processer.
Der er masser af udbydere derude, og desværre også mange eksempler på projekter, der har lovet langt mere end de kunne holde eller har været decideret svindelnumre. Det brogede udbydermarked er blevet matchet af en (bevidst?) uopmærksom kundegruppe, der ikke har haft den store interesse i at granske, om eksempelvis træplantning til mindre end 10 euro per ton rent faktisk er for godt til at være sandt.
Vi stræber efter at blive stadig klogere på, hvor vores klimaskat kan gøre størst nytte.Christian Sparrevohn
Presset fra kritikerne af offsetting er stort. Det sammenlignes malerisk med den katolske kirkes salg af afladsbreve i middelalderen, og der er en væsentlig bekymring for, at hvis offsetting er billigt, vil det afholde virksomheder fra at arbejde seriøst med at reducere deres udledninger. Den naturbaserede offsetting er for usikker og konsekvensfuld, den mere innovative for dyr og for energimæssigt ineffektiv. Risikoen for greenwashing forekommer altoverskyggende, listen af navnkundige virksomheder, der ikke kunne finde ud af det, er pinagtigt lang. Så det er vel game over og fokus på noget andet?
Den luksus har vi ikke. Hvis vi skal holde sig på den rigtige side af Parisaftalens målsætninger, skal vi ganske rigtigt reducere vores udledninger hurtigt og kraftigt. Det er svært nok. Men det er ikke tilstrækkeligt. En ny rapport viser, at vi ganske vist fjerner 2 mia ton CO2 fra atmosfæren hvert år, men at det tal skal firedobles frem mod 2050. Vel at mærke kun hvis vi lykkes med kraftige reduktioner. En stadig større del af det er nødt til at komme fra mere teknologiske løsninger, fordi naturløsninger vokser langsomt og kræver meget plads. Så vi skal lykkes med teknologisk innovation inden for opsamling og lagring af CO2.
Prisen er imidlertid høj. Et ton CO2e støvsuget direkte ud af luften koster i dag mellem 250 og 600 dollar. Den pris vil komme ned med innovation og skalafordele, men kun hvis nogen køber ydelsen nu, til den høje pris.
Det er derfor, vi har sat vores CO2-skat så højt. Det er ikke bare et spørgsmål om at fjerne de nutidige udledninger så billigt som teoretisk muligt. Det er også et spørgsmål om at sikre, at det kan ske på en måde, der udvikler de teknologier, verden har desperat brug for lidt længere nede af banen. Og selvfølgelig holde os selv ærlige i forhold til vores reduktionsprogram; det må ikke være for billigt at udlede et ton drivhusgas.
Udover et miks af traditionel og innovationsdrevet klimakompensation besluttede vi, at dele af CO2-skatteprovenuet skal bruges anderledes. En del af vores klimaskat kommer til at gå til at støtte udvalgte internationale NGO’er, som et flertal af medarbejderne tror på kan påvirke de politiske rammebetingelser eller afbøde konsekvenserne af klimaforandringer. Det er en anden måde at tænke sin virksomheds oprydningsopgave på.
Den tredje vej, mellem den ubetingende afvisning og den ukritiske omfavnelse af billig klimakompensation, er selvfølgelig snørklet og belagt med dilemmaer. Meget mere besværlig og uden fin matematisk stringens. For hvordan sætter man en CO2-støvsuger, en styrkelse af oprindelige folks muligheder for naturbeskyttelse og et hav-genopretningsprojekt på samme formel, hvis det ikke alt sammen kan oversættes til fjernet CO2?
Men for os er lige præcis den diskussion vigtig - det vi ved nu. Vi stræber efter at blive stadig klogere på, hvor vores klimaskat kan gøre størst nytte. Udover selvfølgelig at reducere vores udledninger og dermed behovet for at betale den. Det ville nemlig være godt for både klimaet og vores finanser.
