Fortsæt til indhold

Vi behøver ikke altid gå over åen efter arbejdskraft

Manglen på arbejdskraft er en hård nød at knække for landets ledere. Men en af løsningerne ligger ligefor. Hvis de 60-64-årige arbejder lige så meget som deres lidt yngre kolleger, vil knap 40.000 flere komme i arbejde

Debat
Bodil Nordestgaard Ismirisadm. direktør, Lederne

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Bodil Nordestgaard Ismiris

Ledere på danske arbejdspladser har mere end svært ved at skaffe medarbejdere nok. Det er et alvorligt problem, som hvert år koster samfundet milliarder. De kommende år vil manglen på arbejdskraft kun vokse.

I takt med, at der kommer flere ældre i Danmark, bliver der brug for flere hænder og hoveder i det offentlige. Samtidig er store årgange på vej ud af arbejdsmarkedet, mens de årgange, som snart skal have deres første job, er mindre.

Alt i alt bliver det svært at finde alle de nye medarbejdere, der fremover bliver brug for, inden for landets grænser. Men omvendt behøver lederne ikke altid at kigge ud over landegrænserne efter arbejdskraft. En del af den arbejdskraft, der mangler, er allerede at finde på arbejdspladserne, nemlig blandt de 60-64-årige.

Hvis der i gruppen af 60-64-årige var en lige så stor en andel i arbejde som blandt de 55-59-årige, ville den samlede beskæftigelse vokse med knap 40.000 personer frem mod 2030.

Ledere sætter pris på seniorer

Hvis det skal lykkes at få flere 60-64-årige i arbejde, kræver det, at man på den enkelte arbejdsplads har fokus på at fastholde medarbejdere.

Vi må ikke glemme, at der i høj grad også er ansøgere over 60 år, som bliver tilvalgt, ikke fravalgt.
Bodil Nordestgaard Ismiris

Her er det vigtigt, at ledere og seniormedarbejdere tager en samtale om de konkrete planer for den enkelte medarbejders senkarriere. I samtalen kan man i fællesskab vende medarbejderens planer for fremtiden og finde frem til, hvad der skal til for at fastholde dem på arbejdspladsen.

Samtidig skal vi gøre op med fordommene om, at seniorer er ringere arbejdskraft end yngre medarbejdere og om, at det er svært for de mest erfarne at finde et nyt job, hvis de skulle blive arbejdsløse. For sådan er det ikke.

Et stort flertal af ledere mener eksempelvis, at medarbejdere over 60 er mindst lige så god arbejdskraft som deres yngre kolleger, viser en spørgeundersøgelse blandt Ledernes medlemmer.

Selvfølgelig er der en del seniorer, som oplever, at de bliver fravalgt til et job kun på grund af deres alder. Det skal vi have gjort op med, så vi i endnu højere grad får øjnene op for seniorernes ressourcer også når de ledige job skal besættes.

Personer over 60 er kommet i job i stor stil

Men vi må ikke glemme, at der i høj grad også er ansøgere over 60 år, som bliver tilvalgt, ikke fravalgt. Alene sidste år var der knap 47.000 personer på 60 år eller derover, som fik nyt job, viser tal fra jobindsats.dk. Faktisk er den voldsomme stigning i beskæftigelsen, vi har været vidne til de seneste 10 år, i høj grad drevet af personer over 60 år. Fra 2013 til 2023 er den samlede beskæftigelse steget med 445.000 lønmodtagere. 34 procent af denne fremgang er skabt af medarbejdere over 60.

Det er vigtigt, at vi får fortalt historierne om de titusindvis af seniorer, der får et nyt job. Det har en selvforstærkende, negativ effekt, hvis man kun læser om seniorer, som forgæves søger stilling efter stilling.

Hvis vi som samfund formår at få aktiveret de seniorer, som gerne vil og kan arbejde, vil det tilføre mange tusinde rutinerede sæt hænder og hoveder til det trængte arbejdsmarked. Det vil i sidste ende komme os allesammen til gavn.

Artiklens emner
Ledelse
Udenlandsk arbejdskraft