Er din arbejdsplads til grin?
Gode grin og humor på arbejdspladsen skaber fællesskab og øget motivation, og glade medarbejdere er gode ambassadører.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Snart nærmer sommerferien sig. Ledere og medarbejdere kan trække stikket for en stund og genoplade batterierne. Og gad vide hvad de først kommer til at savne i løbet af ferien?
Mon det er udfyldelse af endeløse regneark? Mon det er overfyldte powerpoints med KPI’er, deadlines og forbedringsforslag? Mon det er udsigten til det dashboard, der med utallige tabeller, diagrammer og grafer skaber et overblik over den aktuelle udvikling i virksomheden?
Mit bud er, at det, de fleste først kommer til at savne, er fællesskabet med kollegerne, de gode grin og humor på arbejdspladsen.
Humor skaber energi
Humor på arbejdspladsen skaber energi, motivation samt øget lyst til at løfte i flok og yde en ekstra indsats og dermed bedre resultater i sidste ende.
Der findes faktisk ikke noget bedre end at grine sammen. Når det bobler nede i maven, og lattermusklerne efterfølgende er helt ømme, ved man bare, at det har været en god arbejdsdag.
Og når man nu tilbringer så mange timer sammen, kan man jo lige så godt at have det sjovt samtidig.
Et godt arbejdsklima er med til at gøre medarbejderne til ambassadører for arbejdspladsen.
En arbejdsplads, hvor humor er med til at støtte medarbejdernes trivsel og engagement, er et levende udtryk for virksomhedens brand. Ved at bakke op om dine medarbejderes skøre indfald, kan du som leder påvirke de værdier, dine medarbejdere udlever hver dag.
Det er medarbejderne, der praktisk talt lever jeres brandfortælling, og det er ikke ligegyldigt, hvad de fortæller om arbejdspladsen ved familiefester.
Humor på formel
Men kan man overhovedet sætte humor på formel? Er det ikke individuelt, hvad vi synes er sjovt? Bliver det ikke hurtigt lidt indforstået, hvad der grines af ved kaffemaskinen? Jo, måske, men nøgleordet er involvering.
Nogle mennesker griner højlydt, når de ser kattevideoer på mobilen, mens andre griner af far-jokes. Og så er der dem, der gerne deler med resten af kontoret, når de modtager et særligt kreativt autosvar.
Og apropos autosvar har jeg lige testet, hvad kunstig intelligens kan bruges til i den sammenhæng. Som et eksperiment bad jeg om et humoristisk autosvar på vegne af en revisor:
Automatisk svar: “Tak for din e-mail. Jeg er i øjeblikket ude af kontoret og optaget af at balancere min fritid. Jeg vil være tilbage og klar til at tackle dine regnskaber den [indsæt dato]. Hvis du har brug for øjeblikkelig assistance, bedes du kontakte min kollega [indsæt kollegas navn]. Ellers, vær sikker på, at jeg vil gennemgå din e-mail med samme nøjagtighed, som jeg anvender på et regneark, når jeg vender tilbage. Hav en skattefri dag!”.
Morsomt? Tja, jeg foretrækker nok den ægte vare, men til gengæld kan kunstig intelligens bruges til så meget andet i forhold til at optimere sin arbejdstid, og så bliver der måske bedre tid til at grine i hverdagen.
Er humor en kerneværdi?
Hvis I skulle definere jeres kerneværdier på ny, ville humor så indgå som en helt naturlig del af virksomhedskulturen? Det er vigtigt at have en klar forståelse af, hvad der driver virksomheden, og hvad der gør den unik.
Det hele begynder med, at du beslutter dig for, at du vil have det sjovt på arbejde. At du vil sprede god karma og være en positiv medspiller i stedet for en lyseslukker.
For godt humør smitter.
Er din arbejdsplads til gode grin?

