Energiø i Nordsøen: En tårnhøj kvotepris er urealistisk

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Energiøen i Nordsøen, som nu endnu engang er skudt til hjørne, var regeringens helt store klimapolitiske prestigeprojekt. Energistyrelsen brugte flere år på at udfærdige et udbudsmateriale på mange tusinde sider, som nu er spildt arbejde og siden har Energinet uden held forsøgt at skyde bolden i mål.

Forløbet viser, at det er svært at føre klima- og energipolitik i Danmark, og at vi reelt set er afhængige af, at det bliver langt dyrere at brænde fossiler af. Mere om det senere.

Hvordan kunne man have undgået dette pinagtige forløb? Regeringen burde fra start have overladt ansvaret for øen til udviklere som Ørsted, CIP eller Vattenfall, og så kunne statens rolle være at bestemme, hvor øen kunne ligge, og hvor meget energi den skulle kunne producere. Det ville udviklerne nemt kunnet have fundet ud af.

I stedet valgte man at lade en hær af embedsmænd specificere alle mulige og umulige detaljer ved øen, fordi man mente, at selv de mest spidsfindige detaljer skulle være under politisk kontrol. Man forsøgte desperat at etablere et samarbejde med Belgien om etablering af et kabel, så der kunne komme afløb for strømmen, men det blev naturligvis alt for dyrt, for det er et kabel på mere end 600 kilometer.

Nu siger man så, at man vil samarbejde med tyskerne – det var også det man prøvede til at begynde med, så vi er vitterligt lige vidt. Det må kalde på dyb selvransagelse i Klimaministeriet og hos de ansvarlige politikere.

Det igangværende udbud på 9-14GW havvind bliver nu den helt store lakmusprøve for regeringen. Falder dette udbud til jorden, vil det nærmest overgå Energiøen i pinagtighed, fordi Åben Dør-ordningen blev droppet til gengæld for dette udbud. Der har været rig mulighed for at etablere grøn strøm i de senere år – også før inflationskrisen, men her trak systemet i bremsen.

Resultatet er, at vi stort set ikke har fået tilsluttet ny grøn strøm i flere år. Spørgsmålet er, hvor meget mere der overhovedet kommer.

Det ligger allerede fast, at udbuddene i de indre danske farvande har en udfordret projektøkonomi, og at disse områder kun bliver realiseret, hvis en udvikler er villig til at dække underskuddet. Men de fleste havde nok en forventning om, at Nordsøen ville komme med 2-3 GW grøn strøm, fordi det kunne være rentabelt.

Sagen er bare, at det langt fra er sikkert. For det afhænger nemlig af, om der bliver etableret et brintrør til Tyskland. Vi bruger stort set ikke brint i Danmark, så uden en afsætning af den grønne brint til tyskerne, bliver det nærmest umuligt at få økonomien til at løbe rundt, fordi udbuddet af grøn strøm, når vinden blæser i Danmark, hurtigt bliver langt større end efterspørgslen.

Det er endnu uklart for de fleste, hvilket engagement tyskerne reelt har i forhold til at aftage brint fra Danmark – der er masser af snak, men meget få realiteter.

Derfor er det også uklart, om der kommer nok grøn brint til, at et rør giver mening fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og det er indlysende at spørge til, hvor mange risici danske skatteydere skal tage for at kunne levere strøm og brint til Tyskland.

Det såkaldte brinteventyr kan altså ende i et mareridt. Af to årsager. Dels er det langt sværere at skalere teknologien end nogen havde forestillet sig, dels vil prisen på grøn brint flere år frem ligge på omkring 100 kr. kiloet. Det skal sammenlignes med en rå pris på ”sort brint” på 40-45 kr kiloet.

I runde tal er det grønne alternativ mere end dobbelt så dyrt som det fossile alternativ, og så forstår man jo bedre, at de eneste realistiske aftagere netop nu er Mærsks supertankere og flyindustrien. Sidstnævnte bliver nemlig ramt af de kommende iblandingskrav, som er dikteret af EU.

Man kan spørge, hvad EU’s kvotepris egentlig skulle være, for at grøn brint koster det samme som sort. Det kan regnes ud ved at se på den rå prisforskel og sammenholde den med CO2- udledningen på sort brint. Resultatet af den beregning er, at kvoteprisen skal være på intet mindre end 6.000 kr. per ton CO2.

Så høj bliver kvoteprisen naturligvis aldrig, og det behøver den heller ikke, for mange vil gerne betale ekstra for at kunne bruge grøn brint, så man fremstår ansvarlig. Men fordi prisforskellen lige nu er for stor, bliver brintprojekterne udskudt eller aflyst på stribe.

Lad os håbe, at en ny EU-Kommission kan løse op for nogle af disse dilemmaer, for det ligger uden for Danmarks mulighedsrum alene at realisere ønsker og drømme på det grønne område. Skal vi udnytte det fulde potentiale i Nordsøen, kræver det et langt tættere samarbejde med nabolande som Tyskland, Polen, Sverige og Norge.