Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I mit virke har jeg fornøjelsen af at interagere med ledere fra store dele af dansk erhvervsliv, men jeg bliver trist hver gang, jeg møder en leder, som har frygten som følgesvend. Frygten for ikke at være dygtig nok, ikke at nå de opstillede mål, ikke at få den næste forfremmelse, at mislykkes med prestigeprojektet, at være for gammel, ikke at være en del af fællesskabet, at blive fyret…

For størstedelen af lederne er det både ensomt og skamfuldt, og når jeg stiller dem spørgsmålet: ”Hvad er du bange for?” er auto-svaret da også: ”Jeg er ikke bange”. At være bange forbindes nemlig med svaghed, og det er ilde set i et erhvervsliv, hvor maskuline egenskaber fortsat vægtes højest.

Lad mig derfor komme med en afsløring: Alle mennesker på en arbejdsplads bliver bange. Uanset titel, funktion, alder og køn. Nogle er bedre til at skjule det end andre. Nogle vælger at undertrykke det. Nogle er bevidste om det, og bruger det aktivt som retningsviser.

Frygten kan nemlig bruges til noget positivt, når vi tør se den i øjnene. Selv har jeg i mange år haft et skilt stående på mit skrivebord, hvor der står: ”Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?”. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke stiller mig selv spørgsmålet i forskellige situationer. Som oftest er jeg ikke det mindste i tvivl om svaret, men inden jeg handler på det, lader jeg også fornuften give sit besyv med.

Eksempelvis var jeg på et tidspunkt i et job, hvor jeg absolut ikke trivedes. Hvis jeg ikke havde været bange, havde jeg sagt op omgående, men med en familie at forsørge, havde jeg brug for at finde en løsning på økonomien forinden. Blot bevidstheden om, hvad der var på spil, gjorde situationen mere overskuelig, og det var ikke længere frygten, der styrede mig.

Forleden dag så jeg, at en kontakt på LinkedIn havde brugt spørgsmålet, og derfor var gået alene til koncert. Det er godt at øve sig – og det er godt at starte på områder, som ikke har store konsekvenser hverken for os selv eller vores omgivelser. Jo mere vi øver os på at sige ”fu.. frygten”, jo mere fri bliver vi, og samtidig træner vi os selv i at navigere ud fra et indre frem for ydre kompas. Ingen kan være i tvivl om, hvor stor en styrke det er for en leder, som i sin rolle uundgåeligt bærer en lille del af andre menneskers skæbne i sine hænder.

Under pandemien så vi, at frygten rent faktisk fik virksomheder til at udvikle sig mere på fem måneder end de foregående fem år. Det lærte mig, at frygt kan rumme noget positivt, så længe det er i små doser. Bliver frygten derimod en fast bestanddel af virksomhedens kultur, er situationen en markant anden, for frygt begrænser, lukker ned og afvikler. Vi har som individer og virksomheder brug for det stik modsatte, for at forløse organisationens fulde potentiale til glæde for både trivsel og bundlinje.

Nogle mennesker slår sig på ordene ”frygt” og ”bange”, og i så fald kan spørgsmålet let omformuleres til: ”Hvad ville du gøre, hvis du var fri?”. Så ville du måske sige fra overfor den uetisk chef, urimelige kunde eller uordentlige headhunter. Du ville måske takke nej til endnu et timelangt møde og give udtryk for dine holdninger på næste direktionsmøde. Måske du ville tilmelde dig den lederuddannelse, du har drømt om i årevis, sige farvel til medarbejder X og række ud til en direktør, du ikke kender. Måske du ville bede dit netværk om hjælp til at få job og gå til optagelsesprøve i sangkoret.