Diversitet er en sten i skoen
Diversitet er lig forskellighed, som ofte avler usikkerhed og rejser spørgsmål, som kræver energi og tankevirksomhed at forholde sig til. Det farligste som leder er dog, hvis ens arbejde med diversitet begynder at føles nemt.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
En god veninde, som jeg deler min kærlighed til kunst med, fortalte mig, sidst vi var på kunstudstilling, at en galleriejer engang havde sagt til hende, at god kunst for ham var det, som føles lidt som en sten i skoen. Kunsten skal gøre lidt ondt, være lidt irriterende og rykke noget i en som menneske på den lidt ubelejlige måde. Ellers var det – i hans optik – ikke god kunst.
Uden yderligere sammenligning fik vores snak mig til at tænke på diversitet, og hvordan man som leder og som det enkeltindivid, man jo også er, arbejder med dette. For hvis vi smider den politiske korrekthed, er diversitet – helt grundlæggende i sin kerne, der hylder forskelligheder – en sten i skoen.
En konkret sten i skoen for mange ledere p.t., hvis man følger medierne, er de yngre generationer – særligt de såkaldte Millennials eller Generation Z. Forskellighederne mellem denne generation og lederne fra boomer- eller Generation X-generationerne er til at tage at føle på. For nylig stillede en leder sig frem i et interview med konklusionen, at han smed håndklædet i ringen, for den mængde opmærksomhed, Generation Z krævede, var et niveau, han ikke engang kunne udvise over for sin kone.
God kunst for mig skal præcis gøre lidt ondt. Skal være lidt irriterende. Ellers rykker det ikke i mig som menneske. Og det skal arbejdet med diversitet også.Anna Søndergaard
Udtalelsens politiske ukorrekthed har helt sikkert forarget mange. Jeg synes personligt, det var modigt og ærligt at sige det (især som del af det udskældte ”middel aged white men”-segment), som han oplevede det: R... besværligt! R... frustrerende!
Jeg stikker på samme sæt gerne den upolitiske næse frem og indrømmer, at jeg også til tider finder diversitet besværligt. Ikke blot i forhold til yngre generationer, som er vokset op fundamentalt anderledes, end jeg selv er, men også i forhold til mennesker, der blot grundlæggende er helt forskellige fra mig selv.
Mine møder med dem er længere. Det tager længere tid og flere ord at nå frem til en konkret plan eller handling. Vi skal diskutere ting, som jeg ikke umiddelbart synes er vigtige. Vores prioriteter og måde at anskue verden på er forskellige. Jeg forstår ofte ikke intuitivt den logik, som ligger bag deres argumentation, og min indbyggede utålmodighed for at nå frem til egentlig action bliver sat på prøve med en indre lyst til at hoppe op af stolen og råbe: ”Det er jo indlysende, vi skal gøre sådan her. Behøver vi diskutere det mere?”.
Så arbejdet i en divers gruppe kræver basalt set, at jeg bruger mere tankevirksomhed, og føles både mentalt og følelsesmæssigt mere trættende, end hvis jeg sidder i et rum med andre, der i højere grad ligner mig selv. Jeg er simpelthen nødt til at investere mere af mig selv i processen frem mod at skabe resultater, fordi jeg skal tænke og forholde mig på andre måder end det, som er intuitivt for mig.
Men det er her, anekdoten om kunst og stenen i skoen næsten kom som en åbenbaring for mig. For den føltes så enkel og rigtig. Jeg elsker kunst. Og god kunst for mig skal præcis gøre lidt ondt. Skal være lidt irriterende. Ellers rykker det ikke i mig som menneske. Og det skal arbejdet med diversitet også.
I det øjeblik irritationen holder op, har jeg som leder og menneske lullet mig ind i en falsk forestilling om, at jeg arbejder med at dyrke og drive diversiteten frem, men i virkeligheden vil den manglende gnaven i skoen være et rødt flag, der betyder, at jeg som leder er stoppet med at lære, og at diversitet er blevet noget, ”vi leger”. Noget, jeg kan tale store ord om, men som jeg rent faktisk ikke udlever og praktiserer.
Jeg vil derfor holde op med at være skamfuld over, at jeg ofte oplever diversitet som frustrerende og til tider et reelt irritationsmoment. I stedet for vil jeg dyrke besværligheden og stå ved denne følelse. Og sikre, at irritationsmomentet bevares som en fast del af både mit arbejdsliv og i min personlige udvikling.
Min selvvalgte diversitetsindikator bliver at sikre, at stenen fortsat gnaver, og at det bliver ved med at gøre lidt ondt. For ellers er diversitetsfaktoren i de rum, jeg befinder mig i, simpelthen ikke stor nok – eller endnu værre; jeg anerkender og dyrker den ikke, når den er til stede.
