Børn med kontrollerende forældre er mere depressive. Det samme gælder for medarbejdere med kontrollerende chefer

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvis du har en teenager i huset og gerne vil have, at han eller hun ikke går for vildt til den i nattelivet, er det så bedst, at:

– indføre en utvetydig regel om, hvor meget man må drikke, eller hvornår man skal være hjemme – og så følge op med kontrol af at reglerne følges og konsekvens, hvis de ikke gør?

Eller:

– tage en snak med teenageren om, hvordan man bedst går i byen og på baggrund heraf selv lade ham eller hende byde ind med, hvor meget man vil drikke, og hvor sent man kommer hjem?

Jeg er ikke opdragelsesekspert, men lytter man til resultaterne af et kæmpestort metastudie, der samler op på resultaterne af 238 mindre studier på tværs af 36 lande og 126.000 respondenter, er svaret klart:

Det er snakkevarianten – hvor der gives frihed til, at teenageren selv kan mærke efter og i samråd med forælderen tage sin egen beslutning – der er bedst.

Adam Grant, som er psykologiprofessor på Harvard og forfatter til flere bestsellere, har også set undersøgelsen, og hans konklusion er også ret klar:

»Kontrollerende forældre er ikke godt for børn. Det sætter deres trivsel i fare.«

Autonomi er altså bedre end psykologisk kontrol. Der er en klar korrelation (r=0,3) mellem forældre, der støtter autonomi i opdragelsen, og børn, der fungerer bedre personligt og socialt. Omvendt bliver børn, der udsættes for psykologisk kontrol (defineret som betingelser, tvang, eksternt pres og lignende), mere opmærksomme på tilstedeværelsen af straf og trusler snarere end på muligheder for leg og udvikling. Igen siger professor Grant det tydeligt:

»Børn med kontrollerende forældre har højere forekomst af depression og angst. Børn med forældre, der støtter autonomi, er gladere.«

Men det er ikke kun børn, der har en negativ reaktion på kontrol. Det samme gælder – sjovt nok – også for voksne. Ifølge en anden, men lige så stor undersøgelse (167 mindre undersøgelser og 76.000 respondenter) kan man udlede, at der er én form for ledelse, der slår alle andre (når man ser bort fra krisesituationer og lignende undtagelsessituationer):

»Autonomi er den hemmelige ingrediens i alt godt lederskab. Hvis du vil skabe et miljø, hvor mennesker trives, skal du hjælpe dem med at finde deres egen indre motivation og give dem frihed til at beslutte, hvordan de vil arbejde hen imod deres mål,« står der i undersøgelsen ”What Is the Best Leadership Style?” fra september 2024.

Hovedforfatteren til studiet, James Donald fra Sydney Business Scool, siger selv, at det »konsekvent at forbinde folk til deres why, give dem indflydelse på arbejdet samt meningsfuld feedback gør medarbejdere mere tilbøjelige til at dele idéer og være mere samarbejdsvillige«, og at »kontrollerende gulerod og pisk-strategier omvendt førte til, at folk var mindre tilbøjelige til at samarbejde og hjælpe andre«.

Der er altså ikke så meget slinger i valsen. Frihed på arbejdspladsen er godt. Og noget tyder på, at forældrene til generation Z (1995-2012), som lige nu er yngste generation på arbejdsmarkedet, har haft fat i den lange ende. Z’erne er nemlig vant til at blive inddraget i beslutningsprocessen. De er gode til at mærke, hvad de selv mener, overveje for og imod og handle ansvarligt på eget initiativ.

Problemet er bare, at (nogle af) deres forældre har glemt at tage principperne med på arbejde. De synes, at de unge generationer er besværlige, krævende, krænkelsesparate og forkælede. Spørgsmålet er så, om det Z’erne, der skal rette ind, eller om det er cheferne, der skal vænne sig til nye måder at lede på. Skal man tage de nævnte undersøgelser til indtægt, er der ikke meget tvivl om, at det nok mere er det sidste end det første.

Det forklarer også, hvorfor der kommer så store reaktioner, som vi så i de to forgangne uger, når Amazon beslutter at fratage alle medarbejdere muligheden for hjemmearbejde – og Jeudans øverste chef melder ud, at han »sidestiller hjemmearbejde med sygefravær«.

Det er – i medarbejdernes øjne – et udtryk for, at man løser en udfordring ved at gå tilbage til gamle metoder med topstyring og kontrol. Det dur ikke, i stedet skal man løse udfordringerne ved at udvikle sit lederskab til at understøtte autonomi, frihed og tillid.

Konklusionen fra de to globale studier er i hvertfald ikke til at misforstå. Mennesker reagerer dårligt på kontrol. Det gør os ængstelige, mistroiske og mindre samarbejdsvillige.

Louise Orbesen er partner i rådgivningsvirksomheden Leading Humans. Tidl. konsulent hos McKinsey & Co og Boston Consulting Group