Min far siger, jeg skal være ”grateful”
Næsten dagligt kan vi i medierne læse, at de unge – Generation Z – har det svært, og både eksperter og meningmand (m/k) står i kø for at forklare hvorfor. En frokost på McDonald’s gav måske et svar… Ét som de færreste forældre bryder sig om.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
På vej mellem to møder vælger jeg den lette løsning, og mens jeg indtager min frokost på McDonald’s, sætter to piger sig ved bordet ved siden af. De er allerede godt inde i en samtale og stemmeføringen er så høj, at jeg hører hvert et ord. Emnet er relationen til deres fædre, og her er nogle af deres udsagn:
- ”Min far har prøvet at komme tilbage i mit liv, men det er for sent. Han traf et valg, da jeg var lille, og de første 10 år af mit liv var han ikke hjemme på min fødselsdag, - fordi han lavede sådan noget business noget.”
- ”Jeg kan mærke, at han regretter lidt, men han ved INTET om mig. Han har ikke været der hele min barndom, så han har ingen ret til at sige noget eller blande sig.”
- ”Han sidder der ved spisebordet med hovedet begravet i computeren og har ikke engang tid til at kigge op, når jeg taler til ham. Hans job er åbenbart så fucking vigtigt.”
- ”Min far siger altid, at jeg skal være grateful, for alle de ting jeg får, for huset og rejserne. Det er fint nok, men altså jeg ville da hellere have haft en far, da jeg var lille. Nu er det lissom for sent.”
- ”Når vi endelig er sammen, kan vi kun være sammen om noget, han vil eller om noget han synes, jeg skal lære. Det gider jeg fandme ikke. Jeg får totalt præstationsangst.”
- ”Han kan ikke finde ud af at gøre det bedre, og han er helt suget ind i den business world. Men jeg får hurtigt dårlig samvittighed, når jeg fortæller om ham.”
Den kritiske læser kan naturligvis let feje ovenstående af banen med argumentet om, at der blot er tale om to enlige svaler på McDonald’s denne onsdag til frokost. Men hvad nu hvis de unges mistrivsel handler om, at vi voksne – deres forældre – har haft vores kompas rettet mod karrieren, pengene, huset og bilen i en misforstået tro på, at det var dér lykken og det gode liv var for både for os selv og vores børn? Hvad nu hvis det viser sig ikke at være tilfældet? Hvad nu hvis både vi selv og vores børn betaler en høj pris?
Min kone er familieterapeut og minder mig ofte om, at ”det vand, der løber om forældrene, er det vand børnene svømmer i”. Hvilken vandkvalitet byder vi vores børn? Er den grumset og fyldt med alger, så sollyset ikke kan trænge ned til de vandplanter som danner ilt og næringsstoffer i vandet? Eller er den det modsatte? Det spørgsmål er måske værd at stille os selv – også selvom vi ikke bryder os om svaret og mest af alt har lyst til at bede vores børn om bare at være ”grateful”.
Da pigerne er på vej til at gå, kan jeg ikke dy mig: ”Jeg kunne ikke undgå at overhøre jeres samtale, og jeg synes, I er så super seje, at I bruger hinanden til at tale om relationen til jeres forældre, og at I sætter ord på dét, der kan være svært.” Herefter fulgte en kort samtale med – viste det sig – to 16-årige, som inden de gik, gav mig deres tilladelse til at referere fra deres samtale her.
Jeg spiser de sidste pommes frites og tænker: ”Jeg vil være grateful for, at I gør alt, hvad I kan for at råbe sådan nogle som mig op. Vi har så meget brug for jeres stemmer, for at forstå nødvendigheden af at skabe et erhvervsliv med plads til livet. For at skabe et langt mere nuanceret billede af, hvad succes er.”
