Erhverv
0

Vinen er forsvundet hos konkursramt vinfirma

Samtidig har kurator fundet fabrikerede værdibeviser og fakturaer, som ikke holder.

Thomas Clausens firma Fine Wine Invest er blevet begæret konkurs - og det samme er stifteren. Foto: Sofia Busk.

Der er ikke en eneste flaske vin i det skandaleramte vinfirma Fine Wine Invest, der tidligere på året blev anmeldt for underslæb og efterfølgende begæret konkurs.

Kuratorerne i det konkursramte firma har ikke kunnet finde nogen vin og er samtidig stødt på fabrikerede værdibeviser og fakturaer, som ikke stemmer. Det skriver Børsen.

Nu vil kurator have politiet til at efterforske sagen.

Fine Wine Invest, der var ejet af Thomas Clausen, fungerede ved, at kunder kontaktede Thomas Clausen om, at de gerne ville investere i vin. Herefter sørgede Fine Wine Invest for investeringen.

Vinene, som Fine Wine Invest investerede i på vegne af kunder, blev opbevaret i London, og når de blev solgt, tog Fine Wine Invest en procentdel af et eventuelt overskud ved handlen.

Men selvom Thomas Clausen ifølge Børsen har oplyst i skifteretten, at der ligger vin i kundernes navne på et lager i London, er det ikke lykkedes kurator at finde en eneste flaske. Samtidig konstaterer kurator, at Fine Wine Invest i »vidt omfang« ikke har købt vin, der svarer til de fakturaer, som er sendt ud til kunderne.

»Der er ikke nogen sammenhæng mellem de penge, man har taget imod som betroede midler, og det man har lovet folk, at man købte vin for,« siger kurator Per Astrup Madsen, der er partner og advokat i DLA Piper, til Børsen.

Da Fine Wine Invest første gang ramte spalterne i Finans, fortalte Thomas Clausen, hvordan han tjente millioner på sit vinmæglerfirma. Siden viste det sig, at firmaets regnskab var så proppet med fejl, at Erhvervsstyrelsen dumpede det.

Det fik en række kunder til at sælge deres alternative investering i vin, men en en del af dem fik ikke deres penge. De anmeldte derfor Fine Wine Invest og ejer Thomas Clausen for underslæb.

Kort tid efter blev selskabet begæret konkurs - og ejer og direktør Thomas Clausen begæret personligt konkurs.

I konkursboet efter Fine Wine Invest er der anmeldt krav for cirka 5,5 mio. kr., og kurator forventer, at der kommer flere, skriver Børsen.

BRANCHENYT
Læs også