Erhverv
BREAKING
0

Skandaleramt vinfirma går konkurs: Ejeren ryger med ned

Historien om det omstridte vinfirma Fine Wine Invest tager en ny drejning.

Thomas Clausens firma Fine Wine Invest er blevet begæret konkurs - og det samme er stifteren. Foto: Sofia Busk.

Den danske vinmægler Fine Wine Invest, der for nyligt blev anmeldt for underslæb af utilfredse investorer, er blevet begæret konkurs af retten i Roskilde.

Samtidig går selskabets stifter og ejer, Thomas Clausen, personligt konkurs. Det skriver Børsen.

Dermed har historien om det omstridte vinmæglerfirma fået tilføjet et nyt og opsigtsvækkende kapitel. Det er endnu uvist, hvem der har begæret Fine Wine Invest og Thomas Clausen konkurs, og hvor mange penge der er i klemme.

For nyligt valgte investor Per Søndergaard Andersen og en anden anonym investor at politianmelde Fine Wine Invest for underslæb.

Det skete, fordi virksomheden og dens ejer Thomas Clausen ikke har formået at betale de investeringsbeløb, som Fine Wine Invest skylder de to investorer.

Problemerne har nærmest stået i kø for Thomas Clausen og hans vinfirma, der i januar afleverede et regnskab så proppet med fejl, at Erhvervsstyrelsen dumpede det.

Det var særligt det, der fik en række kunder til at sælge deres alternative investering i vin, men en en del af dem - inklusiv Per Søndergaard Andersen - venter altså stadig på pengene. Og nu er Fine Wine Invest så begæret konkurs.

Fine Wine Invest har fungeret ved, at kunder kontakter Thomas Clausen om, at de gerne vil investere i vin, hvorefter Fine Wine Invest forvalter investeringen.

Fine Wine Invest opbevarer ikke selv de vine, som firmaet investerer i på vegne af kunder. De bliver i stedet opbevaret i London, og når vinen er solgt, har Fine Wine Invest taget en procentdel af et eventuelt overskud ved handlen.

BRANCHENYT
Læs også