Erhverv
0

Nu kan du igen kræve licensmoms tilbage og lade staten betale advokatregningen

Advokatfirma får yderligere tre måneder til at få endnu flere licensbetalere om bord i et gigantisk gruppesøgsmål om mulig ulovlig moms på licensen.

Ifølge eksperter har DR opkrævet ulovlig moms på licensen. Nu kræver over 250.000 licensbetalere pengene tilbage. Foto: Jens Dresling

Danske licensbetalere har nu igen mulighed for at kræve licensmoms tilbage og lade staten betale advokatregningen.

Østre Landsret afgjorde torsdag, at fristen for at deltage i et gruppesøgsmål er blevet forlænget til den 1. oktober 2018, efter at Københavns Byret tidligere fastsatte fristen til den 13. juni 2018.

Det oplyser advokatfirmaet DLA Piper til Finans.

Dermed åbner firmaet igen for tilmeldinger til søgsmålet på www.kraevlicensmomstilbage.dk.

Advokatfirmaet har i forvejen samlet opbakning til det, der formentlig er danmarkshistoriens største gruppesøgsmål.

DLA har fået fri proces til søgsmålet, og derfor kan licensbetalere deltage i retssagen gratis. Advokatregningen bliver betalt af den danske stat.

Inden den oprindelige frist i juni meldte 240.000 danskere sig til. Advokatfirmaet kærede dog byrettens afgørelse om tilmeldingsfrist til landsretten, og siden har DLA Piper taget imod betingede tilmeldinger, som kun var gyldige, hvis Østre Landsret forlængede fristen –hvilket altså nu er sket.

I mellemtiden har advokatfirmaet fået yderligere omkring 15.000 tilmeldinger, men DLA-advokat Peter Lunau Larsen håber, at antallet vil vokse voldsomt de kommende måneder.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at vi ender på mellem en halv og en hel million tilmeldinger,« siger han.

Sagen blev udløst sidste sommer, da en række eksperter over for Finans konkluderede, at DR i årevis har opkrævet ulovlig moms på licens i strid med EU-retten.

Momsen udgør omkring 500 kr. pr. husstand om året, og DLA kræver 10 års moms tilbage plus den moms, der opkræves, efter at kravet blev rejst sidste år.

DR har opkrævet momsen på vegne af Skat, og derfor har DLA anlagt retssagen mod både DR og Skatteministeriet, der afviser, at licensmomsen er ulovlig.

Peter Lunau Larsen oplyser, at advokatfirmaet netop har indgået en såkaldt procesaftale med Skatteministeriet, der betyder, at DR udtræder af sagen.

Ud over søgsmålet fra DLA er der rejst mindst to yderligere sager.

Hvis retten slår fast, at licensmomsen er ulovlig og beordrer pengene tilbagebetalt, kan man kun være sikker på at få del i tilbagebetalingen, hvis man deltager i et af søgsmålene.

BRANCHENYT
Læs også