Erhverv

Købte firma gennem annonce: Nu har duo solgt det for 130 mio. kr.

Jesper Hvejsel og Mikkel Salling købte i 2012 en webshop for 0,6 mio. kr. Onsdag blev webshoppen omdrejningspunktet i en virksomhedshandel til 130 mio.

Mikkel Salling og Jesper Hvejsel har solgt deres virksomhed til Matas. Foto: Hans-Christian Jacobsen

Fra et firma købt for 0,6 mio. kr. gennem en salgsannonce til en virksomhedshandel på mindst 130 mio. kr.

Det er den opsigtsvækkende historie, Jesper Hvejsel og Mikkel Salling nu kan fortælle, efter de onsdag solgte deres fælles virksomhed, Firtal Group, til Matas for netop 130 mio. kr.

En oktobersøndag i 2012 så de en annonce på den digitale virksomhedsbørs Amino, der i dag hedder Saxis.

Webshoppen Helsebixen.dk var til salg, lød det. Jesper Hvejsel og Mikkel Salling så et stort potentiale i salg af helseprodukter på nettet og havde i noget tid været på udkig efter en webshop i helsebranchen, de kunne købe.

Så den søndag i 2012 kontaktede de Helsebixen.dk. Dagen efter var de til møde i Maribo hos folkene bag. Det tog Jesper Hvejsel og Mikkel Salling en time at beslutte sig og underskrive købsaftalen til en værdi af 0,6 mio. kr.

Om tirsdagen fragtede de varelageret fra Maribo til Aarhus. Helsebixen.dk var nu deres.

»Meget af Helsebixen.dk var velfungerende, da vi overtog den. Men det var en urentabel forretning. Så med det samme skar vi 50 pct. af omsætningen væk, fordi vi mere eller mindre byggede webshoppen op fra bunden på vores egen platform,« fortæller Jesper Hvejsel.

Nu seks år senere er Helsebixen.dk omdrejningspunktet i Firtal Group, der forventes at omsætte for 140 mio. kr. i år.

Og Firtal Group er blevet så stor en spiller, at Matas onsdag valgte at købe virksomheden i jagten på mere digitalt salg.

»Nu kan vi med glæde konstatere, at vi så helt rigtigt ved at gå ind i helsebranchen på nettet. Det har belønnet sig, at vi gjorde et godt stykke forarbejde og satte os ind i branchens karakteristika,« siger Jesper Hvejsel.

I 2016 deltog Jesper Hvejsel og Mikkel Salling i DR-programmet "Løvens Hule". Her valgte både Christian Stadil, Jesper Buch og Tommy Ahlers at investere i Firtal Group.

Størst var Stadils investering på 2 mio. kr., der gav en ejerandel på 10 pct.

De tre "løver" er nu købt ud af ejerkredsen i Firtal Group, nøjagtigt som Jesper Hvejsel og Mikkel Salling er det.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også