Detailgiganter bejler til Fætter BR
Coop Danmark har på linje med Salling Group opmærksomheden rettet mod mulighederne for at overtage Top-Toy eller dele af det konkursramte selskab.
Dysten om at overtage det konkursramte legetøjsselskab Top-Toy eller dele af dets aktiviteter kan ende med en budrunde med også landets to største dagligvarekoncerner.
Gennem torsdagen er Salling Group nævnt som en førende dansk byder i runden, hvor kuratorerne forhandler om at afhænde selskabets aktiviteter – her under bl.a. mærket Fætter BR.
En anden byder er ifølge Finans’ kilder den anden store danske dagligvaregigant, Coop Danmark. Til de oplysninger lyder den kortfattede melding fra koncernens informationsdirektør Jens Juul Nielsen torsdag aften:
»Vi har ingen kommentarer til det.«
Coop rummer flere kæder - bl.a. supermarkederne Kvickly og SuperBrugsen, som også satser på salg af bl.a. legetøj, ligesom koncernen har egen netbutik - også med legetøj.
Hovedkonkurrenten Salling Group - med dens Føtex-supermarkeder og Bilka-varehuse samt onlinehandel - er dog en af de helt store aktører på det danske marked for legetøj. Dermed vil dagligvaregiganten være et oplagt bud på en overtagelse af Top-Toy eller dele af det.
Til de forlydender lyder meldingen fra kommunikationsdirektør Mads Hvitved Grand, Salling Group, torsdag i en skriftlig udtalelse:
»Når en stor spiller som Top-Toy forlader det danske marked, er det helt forståeligt, at der er spekulation vedrørende detailkæder med butikker i hele Danmark. Vi er i Salling Group optaget af, at legetøj fortsat skal være en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker, men vi kommenterer aldrig på rygter eller spekulationer om konkrete forretningsmuligheder.«
Det er uvist, om de to detailkæmper i en budrunde vil gå efter udvalgte lunser af konkursboet eller hele molevitten.
Mens de to store dagligvarekoncerner er sparsomme med oplysninger om budrunden, er meldingen mere kontant fra den nordjyske onlinevirksomhed Coolshop. Den driver også fysiske legetøjsbutikker forskellige steder i landet under navnet Kids Coolshop.
»Vi har afleveret et bud. Og buddet omfatter det meste af Top-Toys forretning,« siger en af ejerne i Coolshop, Jacob Risgaard, til Finans.
Når en stor spiller som Top-Toy forlader det danske marked, er det helt forståeligt, at der er spekulation vedrørende detailkæder med butikker i hele Danmark.
Legetøjskoncernen Top-Toy måtte opgive mellem jul og nytår og aflevere en konkursbegæring i skifteretten i København. Siden 30. november havde selskabet været under rekonstruktion, fordi ejerne - kapitalfonden EQT og familien Gjørup - ikke kunne enes om finansieringen af fremtiden.
Fra konkursboet er der ikke mange oplysninger om den konkrete budrunde. Men forhandlingene er tydeligvis gået ind i en afgørende fase.
Torsdag meddelte Top-Toy, at udsalget af det enorme lager af legetøj er sat i stå, fordi man er i realitetsforhandlinger.
»Der er kommet flere seriøse bud, som vi arbejder på. Men hvem byderne er, kan vi ikke sige. Der forhandles nu om den danske del af forretningen, mens der fortsat planlægges udsalg i den svenske og den finske forretning i næste uge,« siger Lars Bo Kirk, pressetalsmand for konkursboet Top-Toy til Finans.