Erhverv
0

Dansk gods ramt af millionunderskud

»Man bliver ikke rig af at drive landbrug,« siger ejeren af Ørnfeldt Gods.

Ud af de seneste 10 år har Ørnfeldt Gods, der ligger ved Kølstrup på Fyn, tabt penge i syv af årene. Screenshot: Google Maps.

Økonomien er presset på det danske gods Ørnfeldt, der er ejet af Lisbet Haustrup og hendes søn Anders Haustrup.

2018 endte med et underskud på 2,8 mio. kr. før skat, viser et nyt åregnskab.

»Man bliver ikke rig af at drive landbrug,« siger godsejer Lisbet Haustrup til Fyens Stiftstidende.

Hun har ikke yderligere kommentarer til regnskabet.

Ud af de seneste 10 år har Ørnfeldt Gods, der ligger ved Kølstrup på Fyn, tabt penge i syv af årene. 2017 var ellers usædvanligt indbringende med et overskud på 17 mio. kr.

Det skyldtes, at godsejeren frasolgte det nærliggende Ulriksholm Slot. Slottet, der var udbudt til 25 mio. kr., blev solgt til grundlæggeren af virksomheden Scanpipe, Mikael Lundgaard.

Sønnen Anders Haustrup er enearving til Ørnfeldt Gods, der råder over 263 hektar agerjord og 63 hektar skov. Han er fjerde generation på godset, der primært fungerer som landbrugsejendom.

Ørnfeldt Gods er ikke det eneste danske gods, der kæmper med økonomien.

Tranekær Gods, der går tilbage til 1200-tallet og er det ældste verdslige beboede hus i Danmark, blev tidligere på året reddet fra sine økonomiske problemer. Værre gik det for det 700 år gamle Vibygård Gods, der i februar blev begæret konkurs.

Egenkapitalen på Ørnfeldt Gods var ved udgangen af 2018 på 22,6 mio. kr. Godset har gæld for i alt 10 mio. kr., hvoraf størstedelen er langfristet gæld til realkreditinstitutter.

BRANCHENYT
Læs også