Erhverv

Plantefars-gigant ruller ind i Europa

Kampen om det boomende marked for plantefars bliver nu skærpet. En amerikansk sværvægter ruller ind i Europa og etablerer nu produktion i Holland.

Plantebaseret fars erstatter den klassiske vare i et stigende antal husholdninger. Nu vil den amerikanske plantefars-gigant Beyond Meat have del i det boomende europæiske marked.
    Friskhakket plantefars, også kaldet vegansk hakkekød, kan snart købes i Netto, Bilka og Føtex.

Konkurrencen skærpes nu på det boomende marked for plantebaserede efterligninger af kød. Den amerikanske plantefars-koncern Beyond Meat Inc. ruller nu ind i Europa og etablerer produktion i Holland.

Det oplyser selskabet i dag i en pressemeddelelse. Det fremgår, at den nye fabrik skal etableres i samarbejde med den hollandske kødkoncern Zandbergen og ventes at stå klar i begyndelsen af 2020.

Zandbergen frasolgte i 2018 et baconselskab til danske Tulip og forsøger nu at komme med på veganerbølgen sammen med Beyond Meat.

Fabrikken i Holland er den første, som Beyond Meat etablerer uden for USA. Her er selskabet for nylig blevet børsnoteret og har nu en markedsværdi på 30 mia. kr.

Selskabets aktiekurs steg 8 pct. efter offentliggørelsen af beslutnngen om at etablere fabrik i Holland for at komme tættere på de europæiske forbrugere. Blandt aktionærerne i Beyond Meat er skuespilleren Leonardo DiCaprio og Microsofts stifter Bill Gates.

Zandbergen begyndte allerede i 2018 at distribuere plantefarsen fra Beyond Meat på det europæiske marked, men parterne venter, at etableringen af lokal produktion vil sætte yderligere fart i væksten.

Salget af plantebaserede alternativer til kød er i hastig vækst i de europæiske supermarkeder, og burgerkæder som McDonalds og Burger King er også begyndt at lancere plantebaserede burgere i en række lande.

Også i danske supermarkeder stiger salget af de plantebaserede alternativer til kød og mælk, og her er det blandt andet det danske selskab Naturli' Foods, der har haft meget høje vækstrater og tilmed har slået hul til flere eksportmarkeder.

Når amerikanske sværvægtere som Beyond Meat også kaster sig ind i markedet for fuld kraft, kan det både accelerere væksten i kategorien og samtidig presse marginerne. Ifølge Reuters betegner J. P. Morgan i en analyse Beyond Meats vækstpotentiale som »ekstraordinært«. Ifølge analysen kan det totale globale marked for plantebaserede alternativer til kød vokse til en værdi af 650 mia. kr. i løbet af 15 år, og det skønnes, at Beyond Meat kan erobre 5 pct. af dette marked.

Selskabets største rival er lige nu det amerikanske selskab Impossible Foods, som også fremstiller plantefars. Beyond Meat leverer til burgerkæder som Carl's Jr., mens Impossible Foods forsyner Burger King, hvor efterspørgslen efter planteburgere for nylig var så stor, at selskabet måtte melde udsolgt.

Det hastigt voksende salg af plantebaserede alternativer til kød og mejerivarer lægger et vist pres på danske fødevarekoncerner som Danish Crown og Arla. Foreløbig bliver et vigende salg af drikkemælk dog udlignet af øget salg af andre typer mejerivarer. Ligesom et stagnerende salg af kød i Europa udlignes af øget salg på eksportmarkederne. Både selskaber som Arla og Tulip eksperimenterer samtidig med veganske og vegetariske produkter for at teste mulighederne i det nye marked.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også