Erhverv

Kendt erhvervsmand afskriver stort millionbeløb

Lars Kolind afskriver et tilgodehavende på over 50 mio. kr. Afskrivningen kaldes skuffende og »skæmmer« erhvervsmandens nyeste regnskab.

Erhvervsmanden Lars Kolind giver en række af sine investeringer hårde ord med på vejen. Foto: Gregers Tycho

Lars Kolind har sagt farvel til 51 mio. kr.

Den kendte erhvervsmand, der har en fortid som topchef i William Demant, har valgt at afskrive et tilgodehavende på 51 mio. kr. hos it-firmaet Keepfocus. Det fremgår af et nyt regnskab fra Lars Kolinds personlige selskab Kolind A/S.

Erhvervsmanden var hovedejer af Keepfocus, da det blev solgt til tyske Noventic Group i 2016. I den forbindelse blev der indgået en earn out-aftale for Lars Kolind. Aftalen har dog udviklet sig så utilfredsstillende, at Kolind helt afskriver tilgodehavendet på 51 mio. kr.

»Bestyrelsen er skuffet over dette, som skæmmer en i øvrigt meget positiv udvikling i porteføljeselskaberne,« står der i det nye regnskab fra Lars Kolind.

Regnskabet byder desuden på et sjældent underskud for Lars Kolind. 38,5 mio. kr. lyder tabet på.

»Bortset fra afskrivningen af tilgodehavendet efter salget af KeepFocus A/S betragter bestyrelsen udviklingen i regnskabsåret som meget tilfredsstillende. Bestyrelsen forventer fortsat vækst og positivt resultat i det kommende år,« står der i regnskabet.

Lars Kolind har ejerandele i en lang række selskaber, hvor han finder udviklingen tilfredsstillende. Men udviklingen i to af de mere profilerede selskaber får hårde ord med på vejen.

Det handler om børsnoterede Conferize, hvor Kolind er én af de største aktionærer.

»I året er kursen faldet betydeligt. Et fald som bl. a. kan tilskrives en uklar strategi og positionering i markedet. Kolind A/S finder denne udvikling meget utilfredsstillende,« står der om Conferize, der for nylig har været gennem en fejlslagen kapitalforhøjelse og har udskiftet ledelsen.

Det andet profilerede selskab, der får på puklen, er ikoniske Jacob Jensen Design. I oktober kunne Finans afdække, at arvingen og lederen af Jacob Jensen Design, Timothy Jacob Jensen, blev fyret på dramatisk vis under en rejse i Thailand.

Dengang sloges Timothy Jacob Jensen og Lars Kolind, der er designvirksomhedens bestyrelsesformand, for åbent tæppe. De mindre pæne ord fortsætter i Kolinds nye regnskab.

»Som følge af alvorlige ledelsessvigt lykkedes det ikke at opnå overskud, hvilket betød, at Kolind A/S fortsat måtte tilføre kapital. Den hidtige ledelse er udskiftet, og organisationen er styrket,« skriver Lars Kolind om Jacob Jensen Design.

Egenkapitalen i Kolind A/S er nu på 113,5 mio. kr.

Lars Kolind var i 10 år topchef i William Demant, inden han i 1998 forlod koncernen. Derefter kastede han sig over bestyrelsesarbejde og har haft bestyrelsesposter i virksomheder som Grundfos og Unimerco.

BRANCHENYT
Læs også