Serier
BREAKING
0

Kina-hævn og Trump-meldinger sender aktiekurserne ned

Fredagen blev blodrød på det amerikanske aktiemarked. Bilindustrien i USA appellerer til, at handelskrigen med Kina finder en hurtig og fredelig løsning.

Trumps handelskrig
Ford-koncernen opfordrer USA og Kina til at stoppe handelskrigen som udløser ny told på amerikanske biler, der importeres til Kina. Arkivfoto: AP Photo/Carlos Osorio) Foto: AP/ Carlos Osorio

Den amerikanske/kinesiske handelskrig kostede fredag dyrt for aktierne på Wall Street. Kurserne raslede ned i løbet af dagen, efter at først Kina havde dikteret ny told på amerikanske varer, og USA’s præsident senere på dagen slog med til med modsvar.

Blandt de store amerikanske aktieindeks var Dow Jones faldet med 2,4 pct., S&P 500 med 2,6 samt Nasdaq med 3,0 pct., da handlerne lukkede fredag aften dansk tid.

Blandt de mest udsatte aktier i den nedtur - og med endnu større fald - var bilproducenter som Tesla, Ford, General Motors og Daimler. Kina har nemlig varslet ny told på netop amerikanske biler.

Fra den amerikanske bilindustri kom der fredag aften også meldinger om, at USA og Kina sammen må finde en løsning. Fra Ford-koncernen lød det således - ifølge flere nyhedsbureauer - i en skriftlig appel:

»Det er essentielt for de to vigtige økonomier at arbejde sammen for at skabe balance og fair handel.«

Fredagen bød altså på en optrapning af handelskrigen mellem netop USA og Kina. USA har i flere omgange øget toldsatserne over for Kina. Det sker ud fra et argument om, at landet ikke følger almindelige konkurrenceregler.

Kina har større salg til USA end køb derfra. Landet har også som modsvar brugt nye toldsatser over for USA og varer derfra som importeres til Kina.

Fra regeringen i Beijing kom der i løbet af fredagen meldinger om, at der indføres told på flere amerikanske varer - som en direkte gengældelse. Senere kom det også frem, at Kina vil lægge en told på 25 pct. på amerikanske biler fra 15. december, og importen af soja fra landbruget i fra USA får en ekstra told på 5 pct.

Præsident Donald Trump svarede fredag hurtigt igen via opslag på Twitter, hvor han bl.a. skrev, at de mange penge som Kina »år efter år tjener i og stjæler fra USA - i flere årtier - kommer til at stoppe.« Samtidig skrev han:

»Vores fantastiske amerikanske firmaer beordres hermed til øjeblikkeligt at lede efter alternativer til Kina. Heriblandt at bringe firmaerne hjem og producere jeres varer i USA.«

BRANCHENYT
Læs også