Erhverv

Coop skubber danske fødevarer frem i butikkerne

Dagligvarekoncernen går sammen med store fødevareproducenter, som ejes af landmænd, i et fremstød, der skal øge salget af dansk mad.

Koncerndirektør Jens Visholm og Coop Danmark går i samarbejde med andelsselskaber, der producerer mad, i et fremstød for danske produkter. Arkivfoto. Foto: Carsten Bundgaard

Kæder og selskaber i dansk dagligvarehandel forsøger på forskellig vis at markere sig over for kunderne. Det sker i et marked præget af hård konkurrence og en flad salgsudvikling. Blandt de nye tiltag er Coop Danmark, som sætter fart i et fremstød for danske dagligvarer.

Det sker i en kampagne med bl.a. en række af de store landmandsejede fødevareproducenter - Arla Food, Thise Mejeri, Danish Crown samt Gasa Nord Grønt.

Coop
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta med tilsammen 1.085 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 405 af Coops butikker.
  • Koncernen ejes af 1,8 mio. medlemmer.
  • Bestyrelsesformand er Lasse Bolander og adm. direktør er Peter Høgsted.

Fremstødet kommer til at køre over tre måneder i de 1.100 butikker under Coop Danmark, der ejes af 1,8 mio. medlemmer – og dermed forbrugere. Coop – med kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma – har over de seneste år øget andelen af netop dansk kød, frugt og grønt i butikkerne.

Ifølge koncerndirektør Jens Visholm har koncernen i en periode bl.a. haft på helt lokale fødevare, men satser nu på danske. Ifølge ham viser en analyse, at 74 pct. at forbrugerne foretrækker fødevarer produceret i Danmark.

Netop nu er der også en øget klimabevidsthed, som ifølge Jens Visholm får forbrugere til at fokusere på nærhed i produktionen af fødevarer.

»Igennem de seneste 25 år har dansk dagligvarehandel udviklet sig sådan, at de fleste aktører nu er udenlandske. Vi vil gerne tydeliggøre over for vores medlemmer og kunder, at vi adskiller os,« mener Jens Visholm.

Han fastslår, at Coop samtidig vil tage endnu større del i udviklingen af danske fødevarer. Det gælder bl.a. med hjælp til start-up-virksomheder og koncernens platform for crowdfunding. Jens Visholm udtaler:

»Vi vil gerne bygge bro mellem forbrugerne og etablerede og helt nye producenter, og vi håber med kampagnen både at engagere flere producenter og forbrugere.«

Han erkender, at fremstødet for de danske varer afhænger at forbrugerne tager disse til sig og bl.a. er klar til at betale prisen for produkter, som kan være dyrere at producere her i landet.

Jens Visholm fastslår derfor, at der også fremover vil være udenlandske varer i vores butikker, selvom der måske findes et dansk alternativ. Forbrugernes valg og villighed til at betale er afgørende.

Dagrofa
  • Dagrofa forsyner over 1.700 butikker og kiosker med dagligvarer.
  • Koncernen omfatter bl.a. Meny-supermarkeder og Spar-kæderne.
  • Dertil kommer aktiviteter med engrosforretninger og foodservice.
  • Ejes af Norges Gruppen med 49 pct., KFI Erhvervsdrivende Fond 41 pct. og selvstændige købmænd med 10 pct.

Også andre kæder har fokus på forbrugernes strømninger og holdninger. Eksempelvis har købmandskoncernen Dagrofa netop for supermarkedskæden Meny offentliggjort en klimastrategi, hvor bl.a. butikspersonalet skal uddannes til at rådgive kunder om klimaaftryk i maden. Samtidig sættes spotlys på reduktion af madspild og andet.

»Mange danskere vil uden tvivl gerne lægge deres forbrug om i en mere bæredygtig retning, men har måske ikke viden nok om mulighederne. Det vil gerne rådgive om og indrette vores butikker efter,« sagde kædedirektør Kenneth Holmen Pedersen, Meny, for kort tid siden til Finans.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også