Erhverv

Dansk golfresort sælges til »fantasipris«

Ét af Danmarks største golfanlæg er sat til salg af ejerne efter årevis med millionunderskud. Forpagteren af anlægget er lige gået konkurs.

Skjoldenæsholm Golf Center nær Ringsted er sat til salg. Ejerne står til et stort tab, hvis udbudsprisen realiseres. Foto: Nordicals

Årevis med millionunderskud, mislykkede forsøg på at vende lykken og nu en konkurs hos forpagteren har fået ejerne af Skjoldenæsholm Golf Center til at miste tålmodigheden. Derfor har de sat hele anlægget til salg.

For en pris på 25 mio. kr. kan man med ét slag blive ejer af ét af Danmarks største golfanlæg, en skovvilla, et tilstødende naturareal, som kan bruges til jagt og meget andet på de 147 hektar, som arealet måler. Det hele med historiske Skjoldenæsholm Gods som bagtæppe.

»Ubetinget et af de bedste golfresorts i Skandinavien udbydes nu til salg til en fantasipris, som udgør en brøkdel af, hvad omkostningerne til dette smukke, veletablerede og velholdte golfresort har kostet at etablere,« skriver erhvervsmægleren Nordicals i sin salgsopstilling om anlægget, der har kostet 150 mio. kr. at lave.

Mesterskabsbanen på Skjoldenæsholms golfanlæg er designet i begyndelsen af dette årtusinde af Robert Trent Jones Jr., der er én af verdens førende golfbanearkitekter.

Flemming Evald Jørgensen er største aktionær i Skjoldenæsholm Golf Center med en ejerandel på 44 pct. Han oplyser, at ejerne står til noget af et tab, hvis udbudsprisen på 25 mio. kr. bliver realiseret.

»Der er mange, der har nydt godt af at spille golf på to baner til samme billige penge, andre klubber tager for bare en enkelt, men de har glemt, hvem der betalte gildet. Det var os som ejere, og nu må det være nok. Vi vil ikke længere skyde penge i et sort hul,« sagde han i december til sn.dk omkring situationen.

Skjoldenæsholm Golfklub er for nylig taget under konkursbehandling. Det var golfklubben, der forpagtede golfanlægget for ejerne, som det skal understreges ikke er gået konkurs.

En milliongæld til ejerne og ingen penge til lønninger betød en konkurs for golfklubben.

Skjoldenæsholm Golf Center havde i 2018 et underskud efter skat på 2,8 mio. kr. I slutningen af regnskabsåret modtog golfcenteret lån på 9,7 mio. kr. fra sin ejerkreds.

Det sjællandske golfanlæg er ikke alene om at have svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Jysk-familiens golfresort Himmerland Golf & Spa Resort kunne for nylig præsentere det største underskud i seks år, mens Læsøs storsatsende golfanlæg i december måtte dreje nøglen om.

BRANCHENYT
Læs også