Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

BREAKING

Værdien af luftfartsselskaber rasler ned efter coronavirus

Norwegian, SAS, American Airlines og andre flyselskaber dykker torsdag på børserne som konsekvens af reduktioner udløst af markant dyk i rejselysten.

Corona rammer verden
Norwegian skærer som andre luftfartselskaber for en periode ned i rutenettet. Foto: Gregers Tycho.

Blandt de første helt store tabere af coronavirus er luftfartsselskaberne. Torsdag er der atter hårdt pres på aktiekurserne i netop de selskaber rundt om i verden.

Et tydeligt eksempel er Norwegian, hvis aktie ved lukketid blev noteret for et dyk på 12,9 pct. på børsen i Oslo, hvor selskabet er noteret.

Norwegian lancerede ellers torsdag morgen på linje med andre luftfartsselskaber, som har gjort det de seneste dage, nedskæringer i flyvninger og ruter den kommende tid som konsekvens af coronavirus. Aktien dykkede dog alligevel markant. Selskabets aktie er faktisk nu faldet med omkring 50 pct. i forhold til kursen ved årsskiftet.

Også en lang andre, børsnoterede flyselskaber er udsatte. SAS faldt torsdag således på den danske børs torsdag med 8 pct.

Ved dagens handel på Wall Street var de amerikanske luftfartsselskaber i fokus. Ved lukketid for torsdagens handler - ud på aftenen dansk tid - endte American Airlines således med minus 13,44 pct., mens United Airlines dykkede med 13,25 pct.

Torsdag morgen kom den første konkurs blandt europæiske flyselskaber udløst af coranavirussen. Det britiske, regionale flyselskab FlyBe har indstillet flyvninger. Selskabet har gennem en periode - og længe før coronavirus - kæmpet for overlevelse, men de seneste dages dyk i rejselysten og dermed salget i flybilletter førte til kollaps.

Blandt både analytikere og topchefer i luftfartsindustrien er der bekymring for konsekvenserne, at den aktuelle situation, hvor både virksomheder og fritidsrejsende skærer ned i rejseaktiviteten. Det rammer hårdt i en i forvejen presset luftfartssektor.

En lang række selskaberne har de seneste dage lanceret melding om aktuelle lukninger af ruter og nedskæringer for at reducere omkostningerne. Lufthansa, der er Europas største luftfartsselskab, har således parkeret 150 fly ud af 770 i koncernen.

Den internationale luftfartsorganisation IATA vurderer, at coronakrisen kan koste flyselskaberne 423 mia. kr. i mistet omsætning - svarende til et fald på 11 pct. Hvis virussen spreder sig bredere, kan flyselskabernes indtægter i følge analysen dykke med helt op mod 760 mia. kr.

En udfordring er, at en lang række flyselskaber i Europa var økonomisk sårbare også før coranavirussen meldte sig. En analyse har vist, at en tredjedel af flyselskaberne på det europæiske marked havde tab eller tjente slet ikke penge i fjor.

BRANCHENYT
Læs også