Flyselskab varsler underskud på grund af virusudbrud
Cathay Pacific skærer yderligere i kapaciteten, men forventer trods det at gå i rødt i første halvår af 2020.
Luftfartsselskabet Cathay Pacific med base i Hongkong forventer i første halvår af 2020 et "betydeligt" underskud på grund af spredningen af coronavirusset, som har svækket efterspørgslen på flyrejser.
Det oplyser selskabet onsdag i forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet for 2019.
- Rejseefterspørgslen er faldet betragteligt, og vi har reageret med en række tiltag på kort sigt, siger bestyrelsesformand Patrick Healy og tilføjer:
- Men trods disse tiltag forventer vi et betydeligt tab for første halvdel af 2020.
Det er første gang i to år, at Cathay Pacific forudser et halvårsunderskud.
2019 var heller ikke en dans på roser, da overskuddet faldt med næsten en tredjedel.
Det skyldtes de store og langvarige prodemokratiske protester i Hongkong, som flere gange udviklede sig voldeligt og fik mange rejsende til at droppe Hongkong som destination.
Nu er udfordringen det udbrud af et nyt coronavirus i Kina, som siden januar har spredt sig til over 100 lande og kostet over 4000 mennesker livet.
Cathay Pacific har skåret sin kapacitet til fastlands-Kina med 90 procent og oplyser onsdag, at det i marts og april mindsker antallet af alle dets flyafgange med 65 procent. Tidligere var det planen at sænke kapaciteten med 40 procent.
I 2019 opnåede Cathay Pacific et overskud på 1,69 milliarder Hongkong-dollar. Det svarer til godt 1,4 milliarder kroner.

