Erhverv

Coronavirus rammer salget af højreb og hotdogs

Spredningen af coronavirus begynder at ramme slagteriernes salg til restauranterne. Foreløbig er det især eksporten til Sydeuropa, der er påvirket, men i Danmark begynder forbrugerne nu også at holde sig hjemme ved køkkenbordet.

Spredningen af coronavirus rammer den danske eksport af oksekød til Sydeuropa, hvor bordene står tomme i tusindvis af restauranter. 
Foto: Jonathan Bjerg Møller

Den hastige spredning af coronavirus i Europa rammer nu salget hos slagterikoncernen Danish Crown.

Mest markant er påvirkningen i Sydeuropa, hvor især Italien er hårdt ramt. Tusindvis af restauranter er lukket, og det går ud over den danske eksport af dyre oksekødsudskæringer som højreb og mørbrad.

»Eksporten af oksekød til Sydeuropa er faldet de seneste uger. Det skyldes, at vores kunder i disse lande primært er i foodservicesektoren - restauranter, caféer etc. - eller underleverandører til sektoren. I øjeblikket er der markant lavere aktivitet i den branche end normalt,« siger Jens Hansen, pressechef hos Danish Crown.

Han oplyser, at slagterikoncernens kunder i Sydeuropa sædvanligvis primært aftager dyre oksekødsudskæringer. I et helt andet prisleje har spredningen af coronavirus ramt salget af pølser.

»Det betyder en del for det salg, at alle store sportsarrangementer i Danmark er aflyst eller foregår uden tilskuere,« forklarer Jens Hansen.

Selv om spredningen af coronavirussen således har ramt salget af både højreb og hotdogs, er der ikke på nogen måde tale om, at bunden er gået ud af markedet.

Indtjeningen i Danish Crowns oksekødsforretning og dermed afregningen til andelshaverne er stabil og understøttes af et godt salg i detailhandlen. I svinekødsforretningen er det stort set lykkedes Danish Crown at navigere sikkert igennem de chokbølger, som coronavirussen har sendt gennem markederne.

Slagterikoncernen har formået at fastholde sin meget store eksport af svinekød til Kina, mens en del konkurrenter har været ramt af betydelige logistikproblemer afledt af virusudbruddet.

Også den store eksport af skinker til fødevareindustrien i Norditalien er det lykkedes at opretholde, selv om en stor del af den økonomiske aktivitet i landet er gået i stå.

»Fødevarer er i vidt omfang undtaget fra de restriktioner, som sygdomsudbruddet har medført - folk skal jo trods alt have noget at spise,« påpeger Jens Hansen.

Indtjeningen i Danish Crowns svinekødsforretning er lige nu den højeste i 30 år, hvilket understreger, at virusudbruddet foreløbig ikke har rystet slagterigiganten, selv om der langes færre hotdogs over disken.

Hos Himmerlandskød oplyser adm. direktør Lars Andersen, at slagteriselskabets salg af oksekød foreløbig forløber stort set som sædvanligt.

»Påvirkningen af coronavirussen har hidtil været minimal. En enkelt kunde har ikke afgivet nye ordrer, men derudover kommer vi af med de sædvanlige mængder,« siger Lars Andersen.

Det er dog uvist, om den negative effekt, Danish Crown har set på oksekødssalget i Italien, vil sprede sig til lande som Danmark, hvor virusudbruddet først er begyndt at påvirke forbrugernes adfærd de seneste dage.

Det begynder at blive synligt i nogle restauranter, som melder om usædvanligt mange tomme borde. Dette opvejes dog mere eller mindre af stigende salg af fødevarer i detailhandlen.

BRANCHENYT
Læs også