Erhverv

Warren Buffett kan købe McDonald's, Boeing eller Tesla - kontant

Med en pengetank på 125 mia. dollars kan Berkshire Hathaway, som ejes af den kendte investor Warren Buffett, i teorien opkøbe flere mastodont-selskaber på de amerikanske aktiebørser.

Warren Buffet kan meget vel spejde efter nye opkøb i kølvandet på de seneste ugers aktiefald. Illustration: Rasmus Sand Høyer

Mulighederne byder sig til i stor stil for Warren Buffett og hans holdingselskab Berkshire Hathaway. Flere uger med aktiefald betyder, stjerneinvestoren nu kan opkøbe flere store selskaber noteret på de amerikanske børser.

Det skriver erhvervsmediet Business Insider.

Tal fra slutningen af december viser ifølge mediet, at Berkshire Hathaways pengetank består af intet mindre end 125 mia. dollars, hvilket svarer til 838 mia. kr., i kontanter tilsvarende eller kortsigtede investeringer.

Hvis det tal stadig stemmer, og de kortsigtede investeringer er realiseret før aktiefaldene, betyder det, at Berkshire Hathaway vil kunne opkøbe enten et selskab i S&P 500-indekset, 80 selskaber i Nasdaq 100 eller 11 i Dow 30.

Warren Buffett vil i teorien kunne købe enten McDonalds, som har en markedsværdi på 125 mia. dollars, Boeing med en markedsværdi på 102 mia. dollars eller Tesla med en markedsværdi på 97 mia. dollars – kontant.

En sund økonomi har altid været et mantra for Warren Buffett og Berkshire Hathaway, som ifølge Business Insider tidligere har meddelt vigtigheden af at have et pengelager gemt væk til dårlige tider.

»Vi betragter en del af lageret for at være urørligt, idet vi har lovet at have mindst 20 mia. dollars i kontanter eller tilsvarende som beskyttelse mod eksterne uroligheder,« skrev Warren Buffett til sine aktionærer i 2018.

Warren Buffett er ifølge seneste tal fra Forbes god for ca. 70 mia. dollars, hvilket svarer til 469 mia. kr. og ejer desuden store andele i bl.a. Apple og Coca-Cola. Formuen er dog faldet med mere end 10 pct., siden udbruddet af coronavirus fik verdens aktiemarkeder til at bløde.

Men som en sikker investor, der foretrækker at sprede sine investeringer, virker det usandsynligt, at Warren Buffett vil bruge så store dele af Berkshire Hathaways formue på et enkelt opkøb, skriver Business insider.

Han meddelte dog i 2019 sine aktionærer om, at Berkshire Hathaway var på udkig efter »en erhvervelse i en anseelig størrelsesorden,« men at priserne på daværende tidspunkt var skyhøje. Om det nu bliver en realitet, efter værdien af flere store selskaber er styrtdykket, må tiden vise.

BRANCHENYT
Læs også