Bryggerier: Det danske ølforbrug styrtdykker
Aflyste events og lukkede restauranter får ølforbruget til at falde drastisk.
De danske bryggerier befinder sig i en katastrofal situation grundet coronakrisen og flere af dem balancerer på randen til konkurs.
Det skriver Berlingske Business.
Som følge af de indførte tiltag og de aflyste events er danskernes ølforbrug faldet drastisk, og det har store konsekvenser for bryggerierne.
Ifølge Bryggeriforeningen er forbruget i runde tal faldet med lidt over 40 pct., og det skyldes altovervejende, at der ikke længere serveres øl i restauranter eller til arrangementer.
For selvom danskerne nu køber nogle få procent flere øl i butikkerne, er det ikke nok til at opveje faldet, der skyldes nedlukningen af restauranter, barer og events, som nogle bryggerier leverer op til 80 pct. af deres øl til.
Det står klart, at bryggerierne lider under nuværende situation og for flere af dem er en konkursudmelding desværre ikke lang væk.
Bryggeriforeningen har derfor meddelt, at de gerne ser regeringen sænke den danske ølafgift til EU’s minimumsniveau, skriver Berlingske Business.
/ritzau/FINANS