Ejendomsbranchen kan tabe milliarder på coronakrisen
Ifølge en ny analyse fra EjendomDanmark kan coronakrisen resultere i et tab på ejendomsmarkedet på mellem 2 og 4 mia. kr. på et enkelt år.
Coronakrisen har kastet en stor, mørk skygge over økonomien i Danmark og resten af verden. Overalt taber virksomheder og private penge, og flere virksomheder har allerede nu måttet dreje nøglen om til trods for, at den danske regering har lanceret historisk store hjælpepakker og låneordninger.
Også det danske ejendomsmarked vil kunne blive hårdt ramt. Det viser en ny analyse fra erhvervsorganisationen EjendomDanmark.
Her estimeres det, at tabet for ejendomsbranchen kan løbe op på mellem 2 og 4 mia. kr. på blot et enkelt år.
»Hvis krisen betyder, at mange butikker i sidste ende må dreje nøglen endegyldigt om, så rammer det også udlejerne, der står med et tomt lokale. Det tab bliver ikke dækket af hjælpepakker, og derfor vil det – særligt hvis det summer op – virkelig kunne mærkes i ejendomsbranchen. Desværre vil det ikke være isoleret, og det kan brede sig derfra,« siger organisationens adm. direktør Jannick Nytoft i en pressemeddelelse.
Selv om der altid har været butikker og erhvervsdrivenende, som lukker og slukker eller flytter til nye lokaler, så er forskellen, at der tidligere har været nye folk til at overtage lokalerne. Sådan er det ikke længere.
Ifølge erhvervsorganisationen vil det for tomgangen til at stige, hvis udlejerne ikke længere kan genudleje lokalerne. Tabet på de lejemål, som ikke kan genudlejes, er det, der samlet set kan give branchen markante tab.
Tab, der ifølge EjendomDanmark risikerer at sprede sig på flere fronter: Dels vil byggebranchen blive ramt, fordi ejendomsbranchen vil igangsætte færre projekter, dels vil det ramme det finansielle system, hvor ejendomme fx benyttes som pant ved udlån.
»Igangværende byggeprojekter bliver måske ikke stoppet, men det kan betyde, at der ikke er mulighed for at sætte nye projekter i søen. Ejendomsprojekter er store og ressourcekrævende. Fra konkret idé til lejerne kan flytte ind, går der som regel flere år, og det kræver både positive fremtidsudsigter og finansielle muligheder,« siger Jannick Nytoft, der dog også peger på, at netop denne faktor kan være væsentlig for at få gang i økonomien igen.
Hvert år genudlejes 5-15 pct. af alle erhvervslejemål i Danmark.