Direktør for eksklusivt bilhus: »Kunderne er mere påpasselige i krisetid«
Bilforhandleren Carclub, som specialiserer sig i salg og leasing af luksusbiler, mærker ligesom resten af branchen coronakrisens konsekvenser. Firmaets nytiltrådte adm. direktør er dog optimistisk.
Carclubs nytiltrådte direktør Hans Emil Olesen nåede dårligt nok at sætte sig i direktørstolen, før Danmark lukkede ned som følge af coronavirus.
Han var netop kommet til som adm. direktør fra en ledende stilling i amerikanske Stanley Black & Decker. Jobbeskrivelsen var specifik: Carclubs model skulle videreudvikles og skaleres.
Men krisen kom fra sidelinjen, og fokus blev hurtigt flyttet fra at udvide til i stedet at styrke kerneforretningen, således selskabet kunne styres sikkert igennem krisen.
»Det har været en udfordring i sig selv. For hvordan sælger og leaser man biler, når kunderne ikke kommer ind ad døren som sædvanligt, og man skal til at kommunikere og sælge på en ny måde over Skype eller e-mail?« siger Hans Emil Olesen.
Alligevel er bilerne rullet ud til de danske købere i løbet af krisen, hvilket skyldes en omlægning i strategien, hvor kræfterne er blevet lagt på en proaktiv kommunikation og rådgivning til kunderne.
»Vi oplever, at vores kunder viser rettidig omhu og først køber eller leaser bilerne, når de har været i tættere dialog med os. Mange af dem er også ramt af krisen i en eller anden grad, men kunder med et stærkt økonomisk fundament gør, at vi fortsat leverer og sælger biler,« fortæller Hans Emil Olesen og tilføjer:
»En del af de kunder, som normalt skifter bil ud, vælger i stedet at forlænge deres nuværende leasingaftale. Det bekræfter vores opfattelse, at vores kunder er mere påpasselige i krisetid.«
Krisen kan blive værdifuld læring for direktøren, som ikke før har arbejdet i bilbranchen. For de første måneder har krævet omstillingsparathed, i takt med af vilkårene for at drive forretning er ændret markant.
»Du kan ikke lave en normal prøvekørsel, og skal bilerne hentes hjem fra Tyskland, er det på andre præmisser. Processerne, som normalt fungerer, kan ikke bruges længere,« siger han og tilføjer:
»Spørgsmålet er, om man i sådan en situation skal reagere ligesom alle andre eller tænke ud af boksen og se nye muligheder? Under sådan en krise får man hurtigt erfaring med branchen, og det har været en spændende og udfordrende øvelse, som jeg vil tage med videre i mit arbejde.«
Selvom det er lykkedes at opretholde et salg under coronakrisen, lægger Hans Emil Olesen ikke skjul på, at konsekvenserne af nedlukningen kan overskygge et fornuftigt første kvartal og påvirke resultatet for året.
»Men jeg forventer en hektisk sensommer og efterår, hvor de kunder, som har udskudt bilkøbet i foråret, vil kontakte os, så vi alligevel kan lykkedes med et fint årsresultat,« siger Hans Emil Olesen.
Carclub startede i 2009 og har i dag tre afdelinger i Danmark i henholdsvis Kolding, Herning og København. Carclub specialiserer sig udover leasing i at importere luksusbiler til sine kunder fra blandt andet Tyskland.
Gennem de sidste 10 år har bilhuset haft stor succes og er landsdækkende med salg og leasing af biler i premium-segmentet. I ejerkredsen sidder også Carsten Trapp, Carsten Hyldal, Stefan Kaas og Carsten Mindegaard, der også har stor erfaring med forretningsudvikling og flere succesfulde virksomheder bag sig.