Erhverv

Hotelejer tegnede pandemiforsikring før krise: Nu kan han ende med at få udbetalt milliardbeløb

Hotelmilliardæren Petter Stordalen har tidligere fortalt, at han står på kanten af afgrunden. Men nu viser det sig, at den excentriske forretningsmand har udsigt til en betydelig forsikringsudbetaling.

Hoteldirektør Petter Stordalen. Foto: Gregers Tycho

Konsekvenserne af coronakrisen har været at mærke for den norske hotelmilliardær Petter Stordalen, hvis livsværk er i fare for at kollapse. Men nu kan der være udsigt til en lille redning, skriver Dagens Næringsliv.

Det ser ifølge det norske medie ud til, at Nordic Choice-koncernen, som Petter Stordalen står bag, har en pandemiforsikring, der muligvis kan føre til en udbetaling i milliardklassen.

Krisen har vist, at det er et fåtal af virksomheder, der er forsikret mod en pandemi. Men selvom Petter Stordalen måske har været forudseende, er det endnu ikke slået fast, at udbetalingen bliver en realitet.

For forsikringsselskaberne betaler ikke uden videre erstatning, og det kan ende med, at Petter Stordalens hotelimperium ikke får en øre at se.

»Jeg har ingen kommentar,« siger Petter Stordalen til Dagens Næringsliv, som har forsøgt at få en udtalelse fra den norske hotelejer.

I starten af maj fortalte Petter Stordalen i et interview om, hvordan han pludselig »kiggede ind i et stort sort hul«, da coronakrisen ramte.

Pengene fosser ud af hans hotelimperium, og Nordic Choice-koncernen tabte i april i omegnen af 300 mio. kr., mens 8.000 ansatte er sendt hjem.

Nordic Choice har gæld for næsten 7 mia. kr. Den gæld ville Petter Stordalen meget gerne have været foruden under coronakrisen.

Til trods for, at Petter Stordalen har en formue på næsten 10 mia. kr., kan han ikke redde sit livsværk alene. Han har derfor bedt den norske regering om hjælp i form af en hjælpepakke til hotel- og rejsebranchen.

»Det er vigtigt at forstå, at min formue ligger i mine selskaber. Jeg har ikke de penge på min konto, de ligger ikke i banken,« sagde Petter Stordalen tidligere på året i podcasten Stormkast.

Udover en lang række hoteller i Norge ejer Petter Stordalen også adskillige hoteller i Danmark, bl.a. det femstjernede luksushotel Skt. Petri og Comfort Hotel. Han har også skudt 1,5 mia. kr. i at opføre et nyt luksushotel på den gamle postgrund ved Tivoli og Hovedbanegården.

Petter Stordalen ejer også rejsekoncernen Nordic Leisure Travel Group, der omfatter Spies, Ving og Tjæreborg samt flyselskabet Sunclass Airlines.

Læs også
Top job