Lego trækker byggesæt tilbage efter protester

Efter den tyske fredsbevægelses aktioner tidligere på ugen mod Lego, trækker legetøjskoncernen nu et byggesæt af et fly tilbage på globalt plan. Det virkelige fly benyttes i krigsindsatser, og derfor er modellen i konflikt med Legos egne etiske regler.

Fra fredsbevægelsens protest foran en Lego-butik i Berlin i tirsdags. Foto: DFG-VK Fra fredsbevægelsens protest foran en Lego-butik i Hamburg i tirsdags. Foto: DFG-VK Virkelighedens Bell Boeing V-22 Osprey her under en militærøvelse for nylig i nærheden af Tokyo. Foto: Issei Kato / Reuters

Efter den tyske fredsbevægelse har udført flere aktioner foran en række Lego-shops i Tyskland, bl.a. i Berlin og Hamborg, har Lego valgt helt at trække det samlesæt, som har udløst protesterne.

Problemets kerne er modellen af det kombinerede redningsfly og helikopter LEGO Technic Bell Boeing V-22 Osprey, der ellers stod til at komme på butikshylderne fra begyndelsen af august.

Det tyske fredsselskab og forenede krigsmodstandere (DFG-VK), der er grundlagt helt tilbage i 1892, ville med kampagnen »Love Bricks – Hate War« (elsk byggeklodser - had krig) gøre Lego opmærksom på de etiske retningslinjer, som virksomheden selv har nedfældet om ikke at ville producere legetøjsmodeller af realistiske våben og militærudrustning.

Og selv om byggesættet er et redningsfly, så benyttes det i praksis kun i krigsindsatser rundt om i verden. Det findes slet ikke i en civil udgave.

Det er ifølge DFG-VK primært USA, der bruger flyet med de kipbare propeller i bl.a. Afghanistan og Irak, men det japanske militær har også maskinen.

Fredsbevægelsen anerkender, at det kan blive svært helt at stoppe salget, da modellen nok allerede er på vej ud mod flere forhandlere.

Men da byggesættet er opstået via et officielt licenssamarbejde med de to producenter af den virkelige, militære udgave, Boeing og Bell Textron, så appellerer fredsfolkene til, at Lego i det mindste fremadrettet vil tænke sig bedre om, i forhold til hvem de vælger at danne parløb med.

For lidt hårdt opstillet, betyder det ifølge DFG-VK, at modelredningsflyet fremmer krig.

»Den, der køber legosættet, ender sandsynligvis også med at finansiere de to licensgivende rustningskoncerner og våbenfremstillere,« lyder det fra Michael Schulze von Glaßer, direktør for DFG-VK og ansvarlig for aktionerne mod Lego, i en pressemeddelelse.

Den danske Lego-koncern har været fåmælt omkring tilbagetrækningen af den omdiskuterede legomodel, men den er ikke længere at finde i Legos onlineshop, og i et kort mailsvar til Finans bekræfter Lego, at modellen ikke bliver lanceret alligevel.

»LEGO® Technic Bell Boeing V-22 Osprey var designet til at fremhæve den vigtige rolle, som flyet spiller i eftersøgnings- og redningsindsatsen. Mens vores sæt tydeligt afspejler hvordan en redningsversion af flyet kunne se ud, bruges flyet dog kun af militæret.

Vi har en mangeårig politik om ikke at skabe sæt med militære køretøjer, så derfor har vi valgt ikke at gå videre med lanceringen af dette produkt,« skriver Lego.

Finans ville bl.a. også gerne have haft svar på, hvad Lego påtænker at gøre med byggesættene, der allerede er landet i detailleddet, samt hvad sagen generelt får af konsekvenser og betyder ift. fremtidige licenssamarbejder.

»Vi har desværre ikke mere at tilføje, end at vi kan bekræfte, at produktet ikke vil udkomme.«

BRANCHENYT
Læs også