Act.Global bogførte 15 gange for meget i indtægter

Et hidtil hemmeligholdt svar fra nanoselskabet Act.Global til Erhvervsstyrelsen afdækker ifølge ekspert, at de reelle indtægter fra licenser har været langt mindre end hidtil antaget.

Carsten Jensen er ejerleder i det nu insolvente nanoselskab Act.Global, der i en rekonstruktion kæmper for overlevelse. Foto: Nikolai Linares

Det omstridte nanoselskab Act.Global fik kun en brøkdel af de penge i kassen, som selskabet har bogført i sine regnskaber.

Det afdækker et hidtil hemmeligholdt svar fra virksomheden til Erhvervsstyrelsen, som Finans er i besiddelse af.

Selskabet, der onsdag blev taget under rekonstruktion, præsenterede i begyndelsen af året et overraskende underskud på 121 mio. kr. for regnskabsåret 2018/2019.

Choktabet skyldtes først og fremmest, at virksomheden havde bogført 75 mio. kr. i indtægter fra salg af distributionsrettigheder, som der efterfølgende ikke viste sig at være dækning for.

Det skete i regnskabsårene 2016/2017 og 2017/2018, hvor den samlede indtægt fra salg af licenser ifølge selskabet i alt udgjorde 80 mio. kr.

»Det betyder, at selskabet indtil videre kun har fået 5 mio. kr. i indtægter fra de kontrakter, de har indgået i de to regnskabsår,« fastslår Frank Thinggaard, professor i regnskab ved Aarhus Universitet, som har gennemlæst selskabets svar til Erhvervsstyrelsen.

Han konstaterer samtidig efter en gennemgang af selskabets regnskaber, at der efter korrektionen »ikke bliver meget salg tilbage, når man ser ud over de sidste seks regnskabsår.«

Nanoselskab i stormvejr
  • Act.Global A/S kom i februar 2020 i offentlighedens søgelys efter et choktab på 121 mio. kr., kun få måneder efter direktør og ejerleder Carsten Jensen i Børsen havde lovet et millionoverskud.
  • Onsdag blev selskabet taget under rekonstruktion.
  • Act.Global bliver styret af Carsten Jensen, der ejer selskabet via to holdingselskaber, Trendkeeper og Smartkeeper. I juli blev Smartkeeper taget under konkursbehandling.
  • I en igangværende kontrolsag hos Erhvervsstyrelsen er Act.Global blevet bedt om at svare på en lang række spørgsmål om bl.a. nanoselskabets forretningsmodel.
  • Senest er selskabet blevet afkrævet en kopi af nogle af sine største kontrakter.
  • Knap 200 investorer har postet penge i selskabet, heriblandt Lagkagehusets medstifter Ole Kristoffersen, baron Johan Wedell-Wedellsborg og erhvervsmanden Adam Falbert, der står bag landets største barkoncern.
  • Mens sagen har kørt, har flere profiler forladt Act.Global, herunder formand Brian Mollerup, bestyrelsesmedlem Ole Kristoffersen og finansdirektør Simon Hove.
  • En gruppe investorer har ifølge Finans’ oplysninger sagsøgt firmaet for et tocifret millionbeløb.
  • Nanoselskabet har senest bogført indtægter for 30 mio. kr. for salg af licenser for 2018/2019, men det vides endnu ikke, om Erhvervsstyrelsen er tilfreds med de forklaringer, som selskabet har givet på denne indregning.

    Selskabets regnskaber er lige nu genstand for en granskning i styrelsen, der bl.a. har bedt Act.Global indlevere kontrakter fra deres største samarbejdspartnere.

    Finans har forsøgt at få en kommentar til sagen fra Act.Global og ejerleder Carsten Jensen, som henviser til advokat Per Hald, der er en af selskabets to rekonstruktører.

    »Jeg har ingen kommentarer til det. Vi har i første omgang ikke fokus på det bagudrettede, men kun på, om selskabet kan føres videre,« siger han.

    Omkring 200 investorer har allerede skudt penge i nanoselskabet, som ejerleder Carsten Jensen står i spidsen for.

    Blandt aktionærerne er kendte navne som Lagkagehusets medstifter Ole Kristoffersen, skibsreder Johan Wedell-Wedellsborg og erhvervsmanden Adam Falbert, der står bag landets største barkoncern.

    Ifølge Finans’ oplysninger har en gruppe investorer sagsøgt firmaet for at få deres penge tilbage. Det drejer sig angiveligt om et tocifret millionbeløb, som de mener at have investeret under falske forudsætninger.

    BRANCHENYT
    Læs også