Audi ser computerkraft som bilernes nye hestekræfter
Engang var det hestekræfter, bilproducenterne primært konkurrerede om. Nu handler kapløbet om kunderne om noget helt andet.
Konkurrenceparameret er ændret fuldstændigt for bilproducenterne. Engang dystede de om, hvor mange hestekræfter deres motorer havde.
Men nu deltager bilproducenterne i et kapløb om, hvem der er bedst til at udvikle computerkraft i automatiserede biler. Det tvinger bilproducenterne Audi og Volkswagen, som er del af samme koncern til at gentænke, hvordan de udvikler nye biler, skriver Reuters.
»Den tekniske udvikling af køretøjer er ikke længere organiseret efter et køretøjs størrelse, men efter bilens elektriske og elektroniske arkitektur,« siger Audis nye topchef Markus Duesmann.
Han erkender over for Reuters, at Audi har lang vej igen i det digitale kapløb:
»Når det gælder digitalisering er vi bagefter - indtil videre.«
Den nye direktør er i gang med at samle et team på omkring 200 ingeniører i Volkswagen-koncernen, som Audi er en del af. Ingeniørerne skal udvikle et nyt computerdrevent køretøjssystem.
Projektet har fået navnet "Projekt Artemis" efter den græske jagtgudinde. Planen er ifølge Reuters at jagte og overtage vinderpokalen fra Tesla, som bliver anset for at være bilindustriens førende spiller inden for software.
»At udvikle en ny bil med så mange nye features frem mod 2024 er så krævende, at det nok er uden fortilfælde. Derfor har vi besluttet, at arbejdet foregår i en særskilt enhed,« siger Markus Duesmann.
Enheden vil måske samarbejde med eksterne aktører i udviklingsarbejdet.
»Hvis vi får mere fart på sammen med en underleverandør eller en softwarevirksomhed, vil vi overveje at samarbejde. Hastighed er ekstremt vigtigt,« siger Markus Duesmann til Reuters.