Nu vil Tesla også sælge energi
Det amerikanske selskab vil nu entrere energimarkedet, og med de nødvendige godkendelser kan Tesla nu for alvor gå ind i Europa.
Hvorfor ikke også sælge den energi, der skal bruges til at drive elbilen i stedet for kun at sælge selve bilen?
Det er netop det, som Teslas næste skridt er. De rette licenser er nu i hus, og det betyder at Elon Musk og Tesla nu har adgang til at handle energi på tværs af hele Vesteuropa via Intraday-netværket.
Det skriver Reuters.
Projektet udspringer ifølge mediet i Tyskland, hvor det største marked for vedvarende energi findes. Samtidig er konkurrencen på elbilmarkedet i landet selvsagt stor med Mercedes, Audi, BMW og Porsche som nærmeste konkurrenter. Alle disse har for nyligt lancereret de første elbiler.
Med Tesla som leverendør af el til deres egen Berlin-baserede fabrik, Gigafactory 4, kan det amerikanske selskab minimere omkostningerne i produktionsleddet.
Tesla sælger allerede solpaneler og væghængte batterier, kaldet Powerwall, til private og udover at minimere produktionsomkostninger på fabrikken, så satser Tesla ligeledes på at sælge energi til private.
Ifølge Reuters har Tesla udsendt spørgeskemaer til almindelige tyskere omkring deres energivaner.
»Vil du købe et Tesla solsystem og Powerwall, hvis du kunne skifte til en specialdesignet Tesla elektricitetstarif?«
Et andet spørgsmål var, om potentielle kunder ville tillade, at selskabet kunne kontrollere, hvornår bilerne skulle oplades via systemet. Det ville ifølge industriledere betyde, at bilerne kunne lades med en lav sats under lav belastning af energinettet. For eksempel om natten.
Det næste skridt for Tesla er, at de skal starte selve produktionen af energien. Dette kan ifølge en energiekspert bedst klares ved at involvere sig med andre store spillere på energimarkedet, eksempelvis ved at købe sig ind i store vindmølleparker.




