Erhverv

Noma leverede stærk bundlinje i 2019

2019 blev også året, hvor stjernekokken René Redzepi købte en amerikansk investor ud af Noma og blev indehaver af aktiemajoriteten.

René Redzepi, medejer og chefkok på Noma, har nu for første gang aktiemajoriteten i selskabet.Foto: Henrik Freekar

Den danske restaurant Noma havde et solidt 2019, hvor bundlinjen blev mere end fordoblet, og egenkapitalen havde vokseværk.

Ifølge regnskabet for Noma Af 1993 ApS, der er selskabet bag gourmetrestauranten, kunne Noma gå ud af regnskabsåret 2019 med et overskud på 2,3 mio. kr. efter skat. Det er et godt stykke over det dobbelte af, hvad bundlinjen lød på i 2018, hvor resultatet lød på knap 700.000 kr.

Resultatet på bundlinjen er det bedste siden 2015.

Bruttofortjenesten steg samtidigt fra cirka 33 mio kr. i 2018 til lidt under 39 mio. kr. i 2019.

»Selskabets resultat og økonomiske udvikling har været tilfredsstillende,« fremgår det af ledelsesberetningen i årsrapporten.

Det er ifølge ledelsesberetningen endnu uvist, hvilke effekter covid-19 kommer til at have på resultaterne i 2020.

Stjernekokken Rene Redzepi købte i 2019 den amerikanske investor Marc Blazer ud af selskabet og blev dermed hovedaktionær i den forretning, han selv var med til at stifte i 2003.

Marc Blazer ejede sin andel i Noma gennem selskabet Overture.

»Jeg er glad for at dele, og taknemmelig for, at Marc nu har hjulpet os med at udvikle en vej for mig og resten af holdet til at eje vores egen forretning ved at sælge Overtures aktier til os. Det er første gang, at jeg vil komme til at eje majoriteten af aktierne i dette projekt, der er blevet mit livsværk, og som i dag involverer hele min familie og mange, som jeg betragter som familie,« skrev René Redzepi på Nomas egen hjemmeside i september 2019.

René Redzepi er nu hovedaktionær i foretagendet med en ejerandel på omkring 75 pct.

Restaurant Noma blev stiftet i 2003 af René Redzepi, Claus Meyer, Mads Refslund og Kristian Byrge. Allerede to år efter modtog restauranten den første michelinstjerne.

I 2010, 2011, 2012 og 2014 blev Noma kåret som verdens bedste restaurant af The Worlds 50 Best Restaurants. I 2019 inkasserede den danske restaurant en andenplads på listen.

BRANCHENYT
Læs også