Erhverv

Restauranter utilfredse med hjælpepakke: »En halv løsning på en hel udfordring«

Hjælpepakken, der blev fremlagt sent søndag aften af erhvervsminister Simon Kollerup, er ifølge branchedirektør ikke nok til at holde hånden under restaurationsbranchen.

Hjælpepakkerne til restaurationsbranchen er ikke tilstrækkelig, ifølge branchedirektør. Arkivfoto: Torben Stroyer

Sent søndag aften blev regeringen og en række partier enige om en ny hjælpepakke til restaurationsbranchen, som for tiden er ramt af restriktioner på grund af den tiltagende coronasmitte.

Hjælpepakken indebærer blandt andet en »kompensation for faste omkostninger til barer, caféer, restauranter mv., som har fået indskrænket deres åbningstider, og som følge af det har haft en omsætningsnedgang på mindst 35 pct.,« som det står formuleret fra Erhvervsministeriet.

Hjælpepakken rækker bare ikke, ifølge Torben Rosenstock, direktør hos Danmarks Restauranter og Cafeer, der er brancheforening for de berørte restauratører.

»Vi anerkender, at der på politisk plan er blevet arbejdet på en kompensationsløsning, men kompensationen er bare ikke tilstrækkelig,« fortæller Torben Rosenstock, direktør hos DRC og fortsætter:

»Vi kigger på en branche, der gennem de sidste syv måneder har siddet og haft det rigtig svært. Jeg mener, at det er en halv løsning, der er leveret på en hel udfordring.«

Restauranterne har oplevet mange aflysninger som følge af de tidligere lukketider. Torben Rosenstock henviser til, at branchen udover omkostningsdækning også har brug for lønkompensation til hjemsendte medarbejdere.

»Vi havde gerne set lønkompensation også, fordi det adresserer nogle meget specifikke udfordringer, der er i branchen lige nu,« siger Torben Rosenstock.

Betyder det så, at vi med fraværet af lønkompensation i hjælpepakken vil se fyringer i branchen?

»Det er jeg rimelig sikker på at vi vil se, ja,« siger han.

Ifølge Torben Rosenstock, har DRC selv forslået flere forskellige stimuli af branchen, herunder momsdifferentiering og momsskattelettelser når erhvervslivet er på restaurant.

Hvad indebærer hjælpepakken til restaurationsbranchen?
  • Kompensation for faste omkostninger til barer, caféer, restauranter mv., som har fået indskrænket deres åbningstider, og som følge af det har haft en omsætningsnedgang på mindst 35 pct.
  • Kompensation til selvstændige ejere af barer, caféer, restauranter mv., som lider et omsætningstab på mindst 30 pct. som følge af de indskrænkede åbningstider.
  • Kompensation til underleverandører
  • 100 mio. kr. til yderligere økonomisk hjælp til branchen

Direktøren udtrykker bekymring for måden, hvorpå restriktionerne er indført i branchen. Han henviser til det meget korte varsel på under et døgn, som restauranterne fik. Samtidig mener han, at hjælpepakkerne skulle være fremlagt, før restriktionerne ramte.

»Der er en frustration over, at man altid er på bagkant. Først kommer restriktionerne, og bagefter kommer kompensationen. I mellemtiden er alle i frit fald, for de ved ikke, om de er købt eller solgt. Vi vil rigtig gerne involveres, også på et tidligere tidspunkt,« fortæller Torben Rosenstock.

Udover kompensation for faste omkostninger fik branchen stillet 100 mio. kr. i sigte med hjælpepakken. Pengene er dog endnu ikke øremærket, og direktøren ser frem til at få af vide, hvad pengene skal bruges til.

»De 100 mio. kr., der er sat af, er vi meget interesseret i at høre, hvad de skal bruges på. 100 mio. kr. lyder af meget, men det er jo trods alt en branche der omsætter for 45 mia. kr. Med de to størrelser sat i forhold til hinanden, skal man jo være effektiv for hver brugt krone,« afslutter Torben Rosenstock.

BRANCHENYT
Læs også