Danskere bag Rare Wine har solgt verdens dyreste vin
Aalborg-firmaet har det seneste halve år været i besiddelse af vinen, der er produceret i et meget begrænset antal.
Det nordjyske selskab Rare Wine har netop solgt verdens dyreste flaske vin.
Vinen, der blev solgt på det åbne marked, er en flaske Romanée-Conti fra 1999 og blev solgt for 2,4 mio. kr. ekskl. moms til en asiatisk samler, oplyser selskabet i en pressemeddelelsen.
»Vi lever af at købe og sælge verdens mest eksklusive vine på daglig basis, og således har det hele tiden været hensigten at også denne flaske skulle sælges videre til den rette køber. En skat som denne er kun til låns, men der er alligevel nu noget ganske særligt over at handle en vin så sjælden som denne,« siger Mads Jensen, der er adm. direktør i Rare Wines handelsselskab, i pressemeddelelsen.
Han oplyser, at Rare Wine det seneste halve år har været i besiddelsen af vinen, der indeholder seks liter.
Samlet er der kun produceret otte flasker i det specielle seks liters format.
Ifølge Rare Wine vides det ikke, hvor mange af de otte flasker, der er tilbage på markedet. Selskabet vurderer dog, at flere af de øvrige flasker formentlig allerede er drukket, hvilket gør vinen endnu mere interessant.
»Særligt de store formater som denne seks liters flaske er interessante, da de som oftest kun er produceret i ganske få eksemplarer. Netop denne flaske er så sjælden, at den ved flere lejligheder er omtalt som vinens svar på ”Mona Lisa”,« lyder det fra Rare Wine.
At det er en særdeles indbringende forretning at handle med verdens mest eksklusive vine, kommer formentlig ikke som nogen overraskelse.
De seneste år har Rare Wine da også leveret pæne millionoverskud.
Ifølge virksomhedens seneste regnskab for 2019/2020 leverede Aalborg-virksomheden et overskud på 16,4 mio. kr., hvilket dog er en mindre tilbagegang sammenlignet med regnskabet for 2018/2019.
Her lød overskuddet på 21,2 mio. kr.
Rare Wine Group har siden 2006 været en af verdens førende handelsvirksomheder inden for handel med sjældne og eksklusive vine.
Koncernens omsætning nærmer sig en halv milliard kroner, hvoraf godt 95 pct. er eksport.