Erhverv

Modestifter Keld Mikkelsen er nu helt ude af sit livsværk

Erhvervsmanden Keld Mikkelsen stiftede i 1997 virksomheden Day Birger ét Mikkelsen. Nu har han solgt sine resterende aktieandele og er trådt ud af brandets bestyrelse.

Day Birger ét Mikkelsens butik i Aarhus. Arkivfoto: Helle Arensbak

Grundlæggeren af det danske modebrand Day Birger ét Mikkelsen, erhvervsmanden Keld Mikkelsen, har forladt sin bestyrelsespost og solgt sine resterende aktieandele i det selskab, der for få år siden overtog størstedelen af hans virksomhed.

Det betyder, at stifteren nu er helt ude af det livsværk, som han i 1997 etablerede sammen med designeren Malene Birger.

Sidstnævnte forlod virksomheden fem år efter etableringen, mens Keld Mikkelsen føst i 2019 solgte store dele af virksomheden til en investorgruppe bestående af bl.a. selskabets nuværende direktør, Peter Henriksen, der siden salget har drevet tøjmærkerne Day Birger ét Mikkelsen og 2nddays aktiviteter videre i selskabet Day Birger ét Mikkelsen A/S.

»Jeg tror, at Keld Mikkelsen vil hellige sig sit liv i Como (Keld Mikkelsen flyttede til Italien for flere år tilbage red.). Det er den begrundelse, der er, og vi har overtaget hans aktier udramatisk. Der er ikke andet i det, og vi takker Keld for samarbejdet. Keld Mikkelsen havde en mindre aktieandel på 10 pct., og han har ikke været en aktiv del af virksomheden i 1,5 år,« siger Peter Henriksen.

I det seneste regnskab for Keld Mikkelsens holdningsselskab, ADD Mikkelsen Aps, fremgår det, at salgsprisen for aktiviteterne bag stifterens tøjmærker, Day Birger et Mikkelsen og 2ndday, var 44 mio. kr.

Samtidig viser regnskabet, at det samlede provenu for salget lød på -13 mio. kr. Derfor kom Keld Mikkelsen også ud af 2019 med underskud på samlet 23 mio. kr. efter skat.

Ifølge Peter Henriksen, direktør for Day Birger ét Mikkelsen A/S, kommer ændringerne ikke til at have betydning for brandet fremadrettet.

»Vi bliver ved at være et skandinavisk brand. Det er her vores rødder er, og det bliver de ved med at være. Vi fortsætter den udvikling, der har været, siden vi overtog virksomheden,« siger han.

Modevirksomheden lancerede i 2018 en redningsplan, der skulle vende den negative udvikling.

Udover Peter Henriksen har bl.a. Skagen-velhaveren Bo Geisler, som for år tilbage solgte sit køkkenfirma, Søren Iversen, storaktionær i Farstrup Furniture, og Kresten Vilsgaard, der står bag Danish Auction, ejerandele i Day Birger ét Mikkelsen A/S.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Keld Mikkelsen.

BRANCHENYT
Læs også