Erhverv
BREAKING

Semler Gruppen leverer rekordresultat i coronaår

Semler Gruppen A/S, der er Danmarks største bilkoncern, stormer frem på både top- og bundlinje.

Semler Gruppens adm. direktør, Ulrik Drejsig. Arkivfoto

Fleksibilitet og nytænkning har sikret landets største bilkoncern, Semler Gruppen A/S, et rekordår med fremgang på både top- og bundlinje.

Det viser selskabets netop offentliggjorte regnskab for 2020.

Udviklingen er sket til trods for, at coronakrisen i store dele af 2020 har holdt bilbranchen i skak og tvunget forhandlere landet over til at holde lukket. Alligevel er det lykkedes Semler Gruppen at lande et rekordhøjt overskud på 460 mio. kr. efter skat og omsætte for over 15 mia. kr.

»Vi er takket være en kæmpe holdindsats kommet igennem 2020 langt bedre, end vi frygtede i foråret, hvor coronaen brød løs og lukkede Danmark. Vi fik vist, at selvom vi er de største, er vi også nytænkende og har nogle meget dedikerede medarbejdere. Det afspejler det seneste års resultater i den grad,« siger Ulrik Drejsig, der formelt tiltrådte som adm. direktør i Semler Gruppen A/S fredag.

Han peger på, at selskabets evne til at være fleksibel, agil og idérig i alle led har sikret virksomhedens resultat i et hårdt år.

Tidligere på året annoncerede Semler Gruppen en rokade i selskabets topledelse.

Det skete, efter at den 63-årige Jens Bjerrisgaard efter 10 år som koncerndirektør valgte at trække sig fra posten for i stedet at overlade tøjlerne til 42-årige Ulrik Drejsig.

Han har indtil nu stået i spidsen for selskabet Skandinavisk Motor Co. der er et datterselskab under Semler Gruppen. Ifølge Semler sidder koncernen på en fjerdedel af bilmarkedet herhjemme, og har blandt andet mærkerne Audi, Volkswagen, Porsche, Seat, Lamborghini og Skoda i porteføljen.

Ifølge Semler Gruppen vil Ulrik Drejsig sikre fortsat vækst af koncernen med et øget fokus på portefølje-produkter, elektrificering af den danske bilflåde, bedre udnyttelse af innovative produkter inden for mobilitet og fortsat vækst i landbrugsforretningen.

»Jeg glæder mig til, at jeg sammen med alle de dygtige ledere og medarbejdere fortsætter Semler Gruppens vækstrejse. Både maskinbranchen og bilbranchen er under transformation, hvor særligt det store teknologiskifte mod elektrificering af bilflåden påvirker vores forretning betydeligt. Spiller vi kortene klogt og eksekverer benhårdt, tror jeg på, at det kan øge vores omsætning yderligere de næste år,« siger han.

Selmer Gruppen oplyser i forbindelse med regnskabet, at det har ansat flere nye medarbejdere i 2020 som følge af fremgangen.

Siden 2010 har Semler Gruppen været en overbygning på rygraden i koncernen, Skandinavisk Motor Co., der står for importen og salget af bilmærkerne og blev etableret i 1917.

Selskabet er ejet af tre familier Mourier, Christiansen og Nielsen. Alle disse familier udspringer af Semler-familien, der oprindeligt grundlagde imperiet.

Koncernen beskæftiger omkring 2.400 medarbejdere.

Semler Gruppens overskud lød i 209 på 416 mio. kr. efter skat.

Læs også