Erhverv
BREAKING

Dansk iværksætter sælger livsværket til stor svensk kæde

AV-Cables, der blev grundlagt i 2006 af Christian Damgaard Møller, er blevet solgt til den svenske detailkæde Kjell & Company.

Christian Damgaard Møller grundlagde AV-Cables i 2006. Nu er virksomheden solgt til svenske Kjell & Company. Foto: PR.

En af Danmarks største internetforhandlere af elektroniktilbehør er på vej på svenske hænder.

AV-Cables, der blev grundlagt for 15 år siden af Christian Damgaard Møller, er blevet solgt til den svenske detailkæde Kjell & Company, der overtager 100 pct. af aktierne i det danske selskab.

»Jeg startede min virksomhed hjemme i parcelhuset, og siden er det gået stille og roligt fremad. Det her er nok en typisk iværksætterhistorie, hvor man går fra at starte noget op og så sælge det til sidst,« siger Christian Damgaard Møller, der fortsætter som adm. direktør i AV-Cables efter opkøbet.

»Men vi har haft brug for at få nogle ind, der har den rette ballast og viden til at bringe os videre. Kjell & Company gør meget det samme som os, så vi er meget ens på den måde. Samtidig så vi muligheden for en masse synergier,« siger Christian Damgaard Møller.

Kjell & Company, der er ejet af kapitalfonden FSN og Dahnelius-familien, der grundlagde kæden for mere end 30 år siden, har i dag mere end 120 butikker i både Sverige og Norge samt en stor netbutik. Elektronikkæden har en årlig omsætning på omkring 2 mia. kr.

Med opkøbet kommer AV-Cables ind under vingerne på den svenske mastodont. Men det er ifølge Christian Damgaard Møller planen, at selskabet skal køre videre som et selvstændigt varemærke med ham selv i spidsen.

»De køber ikke vores brand for at lukke det. De skal bygge os videre,« siger han.

AV-Cables havde sidste år en omsætning på ca. 200 mio. kr., mens virksomheden, der har hjemme i Hornsyld lidt syd for Horsens, landede et driftsresultat på knap 33 mio. kr. Bundlinjen viste et plus på 25 mio. kr.

Parterne er blevet enige om ikke at offentliggøre prisen på handlen, men som en del af aftalen får Christian Damgaard Møller en aktiepost i Kjell & Company.

»Personligt er det en god handel for mig. Men det er også en god handel for begge parter,« siger Christian Damgaard Møller.

Det er Clearwater International, der har rådgivet Christian Damgaard Møller om transaktionen, som er Clearwater Internationals tredje transaktion inden for onlinehandel i år.

For nylig rådgav selskabet ligeledes virksomhederne Sinful og Kaffekapslen, der begge har solgt størstedelen af deres virksomheder til kapitalfonde.

»Der er stor interesse for e-commerce-virksomheder lige nu. Det er klart, at covid-19 har synliggjort behovet for onlinetilstedeværelse, men det er en udvikling, som vi har set de seneste fire-fem år. Det er også et af de områder, hvor vi forventer den største aktivitet de næste to-tre år,« siger partner Lars Thorup.

BRANCHENYT
Læs også