Erhverv

Ejer skyder nye penge i Aldi - har nu hældt 4 mia. kr. i dansk forretning

Aldi har fået tilført 300 mio. kr. fra sin tyske ejer, der fortsætter med at hælde penge i det danske smertensbarn.

Aldi Danmark har aktuelt 184 butikker rundt om i landet. Foto: Christian Lykking.

Discountkæden Aldi har i årevis kæmpet på det danske marked og får nu igen tilført en stor portion penge fra sin tyske ejer.

Forud for offentliggørelsen af selskabets regnskab for 2020, har Aldi Danmark fået tilført 297 mio. kr., fremgår det af CVR-registret. Det bekræfter kommunikationschef Louise Wendelbo over for retailnews.

Dermed synes problemerne at fortsætte for den tyskejede kæde, selvom der ifølge adm. direktør Finn Tang var bedring i 2020.

Han sagde tidligere i år til Finans, at han ikke ville præcisere regnskabet for 2020, men at tallene var væsentligt bedre end forventet. Det skyldes dog ikke mindst corona, der har løftet supermarkederne, da de modsat mange andre butikker har haft lov til at holde åbent.

»Uden at ville præcisere det vil vi godt oplyse, før regnskabet er klar, at 2020 blev markant bedre end 2019 både på top- og bundlinje. Også bedre end vores eget budget for året,« sagde Finn Tang.

Der var da også potentiale for forbedring oven på rædselsåret 2019. Her tabte Aldi i Danmark 512 mio. kr.

Den danske discountkæde ejes af den tyske dagligvaregigant Aldi Nord med op mod 5.000 butikker i ni lande. Ejeren har i en årrække måttet se på millionunderskud i det danske datterselskab. Samlet har Aldi Danmark haft et tab på ca. 2,4 mia. kr. de seneste 10 regnskabsår.

Ejerne er dog blot fortsat med at holde under det danske selskab og har nu skudt mere end 4 mia. kr. i frisk kapital ind i Aldi Danmark.

BRANCHENYT
Læs også