Serier

Landbrug & Fødevarer undskylder krænkelser i Danbred

»Vi har meget at undskylde over for de krænkede kvinder, resten af Danbreds medarbejdere, vores medlemmer og vores omverden,« lyder det fra formanden for Landbrug & Fødevarer.

Sexchikane i DanBred
Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, undskylder nu i sagen om sexchikane i DanBred. Foto: Niels Hougaard Landbrug & Fødevarers adm. direktør Anne Arhnung har endnu ikke udtalt sig om sexchikanesagen i datterselskabet DanBred. Foto: PR. Collage: Anders Vester Thykier.

Efter en uges tavshed undskylder brancheorganisationen Landbrug & Fødevarers ledelse nu uforbeholdent for håndteringen af seksuelle krænkelser i datterselskabet Danbred.

»Jeg vil gerne sige rent ud, at vi har meget at undskylde over for de krænkede kvinder, resten af Danbreds medarbejdere, vores medlemmer og vores omverden. Det samme gælder medarbejderne i Landbrug & Fødevarer. Vi har hverken ageret ordentligt eller rettidigt som hovedejer af Danbred, siden vi blev bekendt med de første sager i sommer,« udtaler formand i Landbrug & Fødevarer Søren Søndergaard i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.

Med det samlede billede, der tegner sig, så ville jeg ønske, at vi havde reageret langt tidligere.

Søren Søndergaard, formand i Landbrug & Fødevarer
Ifølge formanden vil det ikke være ”ordentligt” af ham at udtale sig om nogle af krænkelsessagerne i detaljer.

»Jeg vil blot sige, at med det samlede billede, der tegner sig, så ville jeg ønske, at vi havde reageret langt tidligere. I stedet blev vi desværre medvirkende til at fjerne den tillid og tryghed, der bør være for enhver, der rækker ud efter hjælp,« lyder det fra Søren Søndergaard.

Finans har afdækket, hvordan Danbreds adm. direktør har krænket flere kvindelige ansatte i virksomheden, og at bestyrelsen i sommer anerkendte, at direktørens adfærd var upassende og uacceptabel, men lod ham blive siddende som øverste chef i virksomheden.

Da Landbrug & Fødevarers ledelse, inkl. adm. direktør Anne Arhnung og formand Søren Søndergaard, blev gjort opmærksom på sagen, så man i første omgang ikke behov for at ændre på bestyrelsens håndtering. Men efter sagen kom frem i medierne, er hele bestyrelsen blevet fyret med henvisning til, at der er begået fejl. Den adm. direktør har også trukket sig fra sit job.

Søren Søndergaard slår i meddelelsen fast, at ansvaret for Landbrug & Fødevarers rolle i sagen ikke alene hviler på adm. direktør Anne Arhnung.

»Vores CEO Anne Arhnung er i væsentlig grad blevet personificeret med sagen og dens håndtering, hvilket er unfair, da håndteringen er hele ledelsens ansvar. Vi har alle lært meget af denne sag og kommer nu med flere initiativer, som vil få stor betydning,« udtaler formanden.

Sexchikane i DanBred
  • 18 mellemledere i avlsselskabet DanBred klagede i juni til bestyrelsen over grænseoverskridende adfærd hos selskabets adm. direktør Thomas Muurmann Henriksen. Ifølge mellemlederne har Muurmann i flere år været nærgående over for kvindelige kolleger ved firmafester.
  • Efter en intern undersøgelse konkluderer bestyrelsen, at flere kvinder har været udsat for upassende og krænkende adfærd fra direktørens side. Bestyrelsen vurderer, at der er grundlag for alvorlig kritik af Thomas Muurmann, men at han kan fortsætte som direktør i selskabet.
  • Tre kvinder, der føler sig forulempet af Thomas Muurmann, klagede i juli direkte til interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, som ejer halvdelen af DanBred. Landbrug & Fødevarers adm. direktør, Anne Arhnung, svarer, at hun er enig i bestyrelsens håndtering.
  • Finans omtaler sagen onsdag d. 22. september. Samme dag meddeler Thomas Muurmann, at han trækker sig som adm. direktør i DanBred.
  • De seneste måneder har DanBreds finansdirektør, chefjurist og flere andre medarbejdere, heriblandt flere krænkede kvinder, forladt virksomheden.
  • 25. september oplyser Landbrug & Fødevarer, at hele bestyrelsen skiftes ud. 27. september indsættes en ny bestyrelse anført af Andreas Lundby.
  • Lobbyorganisationens tre store medlemmer, Danish Crown, Arla og DLG, har offentligt kritiseret Landbrug & Fødevarers håndtering af sagen.
Landbrug & Fødevarer vil nu indføre en række tiltag, der skal sikre, at der gribes ind, hvis god selskabsledelse ikke efterleves i selskaber, organisationen er medejer af.

Der bliver bl.a. sat fokus på diversitet og kompetencer i bestyrelserne. Desuden har organisationen udarbejdet et ”værdisæt for ejerskaber”.

»Jeg er tilfreds med, at den adm. direktør ikke længere er i Danbred, ligesom det er rigtigt, at der nu er en ny bestyrelse, som har fået til opgave at genoprette tilliden og sikre et sundt arbejdsmiljø i samarbejde med en ny direktion. Det arbejde kommer vi til at følge meget tæt i den kommende tid,« udtaler Søren Søndergaard.

Har du oplysninger om chikane i DanBred eller andre virksomheder, så kontakt journalist Jette Aagaard på mobil 20194185 / jette.aagaard@finans.dk eller journalist Nicolai Raastrup på 26105137 / nira@finans.dk.
Begge journalister kan også kontaktes via den krypterede app Signal på 20194185 eller 26105137.

Læs også
Top job