• Opdateret 01/10/2021 kl. 13:51
Erhverv

Anders Holch Povlsen har købt sig ind i onlinevirksomheden Easy Live Sales

Sammen med nogle af Danmarks stærkeste iværksættere har Bestselller-ejer Anders Holch Povlsen investeret over 40 mio. kr. i liveshopping og salg via sociale medier.

Artiklens øverste billede

Det er ikke kun moderigtige webshops og hurtigtvoksende brands, som Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen bruger sin formue på.

Ifølge CVR-registeret har modemilliardæren nu også kastet millioner efter den danske softwarevirksomhed Easy Live Sales, som har specialiseret sig inden for liveshopping og salg via sociale medier.

Ifølge selskabets adm. direktør, Christian Vester, skal investeringen bruges på vækst og samtidig være med til at udbrede livesalg i hele Europa.

»At få så stærk en partner med er en del af vores vækststrategi. Vi vil være førende på det europæiske marked og mener, at det er realistisk, fordi vi har et produkt, som ingen andre kan tilbyde. Til den vækstrejse og den geografiske ekspansion har vi brug for kloge og erfarne folk med den rette kapital, og det har vi fået nu,« siger han.

Anders Holch Povlsen er ejer af og adm. direktør for Bestseller-koncernen. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

Bestseller-ejeren er dog ikke alene om at skyde penge i selskabet, der blev etableret i februar.

En gruppe af landets stærkeste iværksættere har nemlig ligeledes købt sig ind i Easy Live Sales, fremgår det af CVR-registeret.

Det er sket gennem selskabet Nordic Makers, som bl.a. har Unity Technologies-stifteren David Helgason og Whiteaway-medstifter Esben Gadsbøll som ejere.

Samlet har Holch Povlsen og Nordic Makers investeret over 40 mio. kr. i Easy Lives Sales, fremgår det af CVR-registeret.

»Easy Live Sales har på kort tid formået at skabe en stærk platform, der understøtter en for mange ny og voksende kanal til salg og interaktion med kunder. Det er et marked, som vi tror vil fortsætte en interessant udvikling, og vi ser frem til at blive en del af den spændende rejse, som Easy Live Sales har taget hul på,« skriver Lise Kaae, adm. direktør for Bestsellers investeringsselskab, i en mail til Finans.

Easy Sale Lives blev stiftet af Nikolai Aas Pedersen, der fortsat ejer mellem 33-50 pct. af selskabet, og står for produktudviklingen.

Ideen til softwarevirksomheden opstod, da stifterens mor som følge af coronapandemien var nødsaget til at lukke sin café ned og tage imod ordrer online. Samtidig voksede interessen for liveshopping i takt med, at flere brancher lukkede ned, og ejerne måtte finde nye salgskanaler.

Selvom coronapandemien og diverse nedlukninger er fortid herhjemme, så er interessen for salg gennem sociale medier ifølge Easy Live Sales’ direktør på ingen måde på vej retur. Tværtimod.

»Liveshopping er så kraftigt et salgs- og markedsføringsværktøj, at selv virksomheder med relativt få følgere kan nå ud til flere tusinde potentielle købere. Det er en underholdende købsoplevelse, som adskiller sig meget fra den traditionelle nethandel, og vores data viser, at interessen er fortsat efter genåbningen. Det er på ingen måde stilnet af, og ambitionen er, at vi skal være førende i Europa ved at bruge liveshopping til at understøtte det eksisterende salg,« siger Christian Vester.

Easy Live Sales har på nuværende tidspunkt over 500 danske virksomheder tilknyttet. Derudover opererer softwarevirksomheden også i Norge, Sverige, Finland, Holland og Færøerne.

Christian Vester ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere, hvornår selskabet forventer at tjene penge.

Brightfolk ejer ifølge CVR-registeret 25-33 pct. af Easy Live Sales, mens Nordic Makers ejer 5-10 pct.

Christian Vester ejer 20-25 pct.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.