Fortsæt til indhold

Oligarken Mikhail Fridman er smidt ud af sit eget selskab

De russiske forretningsmænd Mikhail Fridman og Petr Aven har mistet kontrollen over milliardselskabet Letter One. Begge har tætte forbindelser til Ruslands præsident.

Mangemilliardæren Mikhail Fridman, der står bag Ruslands største privatbank, blev mandag underlagt sanktioner fra EU. Arkivfoto: REUTERS
Erhverv

Den russiske milliardær Mikhail Fridman er ikke længere en del af bestyrelsen i investeringsselskabet Letter One, der har forretning i bl.a. Tyskland, Spanien og en række andre europæiske lande.

Mikhail Fridman var med til at stifte selskabet i 2013 og ejer fortsat en større del af selskabets aktier, men som følge af hans tætte forbindelse til Ruslands præsident, Vladimir Putin, er den russisk oligark smidt ud af selskabets bestyrelse og samtidig sat uden for indflydelse eller involvering i selskabet og dets investeringer. Det oplyser Letter One på sin hjemmeside.

Også russeren Petr Aven, der er kendt som en af Vladimir Putins nærmest oligarker, er blevet udelukket fra Letter One. Tilsammen ejer Mikhail Fridman og Petr Aven ifølge Letter One mindre end 50 pct. af selskabet.

Det betyder, at at selskabet undgår de sanktioner, der er pålagt de to medejere som enkeltpersoner.

»De vil ikke modtage udbytte, kommunikation eller nogen form for midler eller økonomiske ressourcer - hverken direkte eller indirekte. Deres aktiver i selskabet er reelt indefrosset, de har ingen rettigheder som aktionærer og - hvis sanktionerne ophæves – er bestyrelsen ikke forpligtet til at give dem rettighederne tilbage,« udtaler bestyrelsesformand Mervyn Davies og adm. dirketør Jonathan Muir.

Både Mikhail Fridman og Petr Aven blev mandag underlagt sanktioner fra EU. Ifølge ledelsen i Letter One er det disse sanktioner, der har fået selskabet til at reagere og fjerne de russiske forretningsmænd fra selskabets bestyrelse. Det fremgår ikke af hjemmesiden, om Mikhail Fridman og Petr Avens ejerandele i Letter One vil blive berørt af sanktionerne.

Mikhail Fridman, der oprindeligt kommer fra Ukraine, har brugt store dele af sit liv på at skabe forretninger i Rusland. Udover Letter One står han også bag Alfa Group, der ejer Ruslands største privatbank, Alfa Bank.

Tidligere på ugen udtalte han, at »krig aldrig er svaret« på en konflikt. Samtidig opfordrede han Rusland og Ukraine til at finde en løsning på krigen.

Letter One ejer bl.a. den spanske supermarkedskæde DIA, en dyrevelfærdsplatform, teleselskaber og flere internationale gas- og olieselskaber.

I 2017 sikrede Mikhail Fridman sig desuden del i det danske oliefelt Ravn. Det skete, da de tyske olieselskaber Tyske Wintershall og DEA Deutsche Erdöl AG slog sig sammen og blev til virksomheden Wintershall DEA.

Letter One har mere end 120.000 ansatte og havde nettoaktiver for mere end 150 mia. kr. i 2020.

Her er de 26 oligarker, forretningsfolk og selskaber, der per 28. februar 2022 er underlagt EU’s sanktioner:

Igor Ivanovich SechinAdm. direktør for Rosneft, et russisk statsligt olieselskab og en af verdensstørste producenter af råolie. Han er en af Vladimir Putins mest betroede og nærmeste rådgivere samt hans personlige ven.
Nikolay Petrovich TokarevAdm. direktør for Transneft, et stort russisk olie- og gasselskab. Han har i lang tid kendt Vladimir Putin og er nært knyttet til ham.
Alisher UsmanovOligark, der støtter Kreml og har særligt tætte forbindelser til den russiske præsident Vladimir Putin. Han er blevet omtalt som en af Vladimir Putins yndlings oligarker.
Petr Olegovich AvenEn af Vladimir Putins nærmeste oligarker. Han er en vigtig aktionær i Alfa Group, som omfatter en af de største russiske banker, Alfa Bank. Han er en af ca. 50 velhavende russiske forretningsmænd, som regelmæssigt mødes med Vladimir Putin i Kreml.
Mikhail Maratovich FridmanStifter af og en af hovedaktionærerne i Alfa Group, som omfatter den største russiske bank, Alfa Bank. Han har formået at skabe stærke bånd til Vladimir Putins administration og er blevet kaldt en stor russisk finansieringspartner og katalysator for Putins inderkreds
Sergei Pavlovich RolduginForretningsmand med tætte forbindelser til Vladimir Putin. Han er en del af Putins finansielle netværksordning. Han ejer mindst fem offshoreenheder, og han har sine aktiver i Bank Rossiya (sanktioneret af Unionen), der i Moskva kendes som »Putins tegnebog«.
Dmitry Sergeyevich PeskovPræsident Vladimir Putins pressesekretær. Han har offentligt forsvaret Ruslands aggressive politik over for Ukraine, herunder Den Russiske Føderations ulovlige annektering af Krim og Sevastopol.
Dmitry Nikolaevich ChernyshenkoRuslands vicepremierminister for turisme, sport, kultur og kommunikation og medlem af bestyrelsen for de russiske jernbaner, en stilling som Den Russiske Føderations regering har udnævnt ham til.
Irek Envarovich FaizullinRuslands minister for byggeri og boliger og medlem af bestyrelsen for de russiske jernbaner, en stilling som Den Russiske Føderations regering har udnævnt ham til.
Vitaly Gennadyevich SavelyevDen Russiske Føderations transportminister og medlem af bestyrelsen for de russiske jernbaner, en stilling som Den Russiske Føderations regering har udnævnt ham til. Han er tidligere administrerende direktør for Aeroflot.
Andrey Anatolyevich TurchakSekretær for det almindelige råd i partiet United Russia og første næstformand for Føderationsrådet. Hans politiske succes er forbundet med hans far, Anatoly Turchak, som trænede judo med Vladimir Putin og Rotenbergbrødrene.
Tigran Edmondovich KeosayanFilminstruktør og journalist, som har udbredt antiukrainsk propaganda i de russiske medier. I sit statsfinansierede TV-show »International Sawmill with Tigran Keosayan« beskrev han konsekvent Ukraine som et svagt og korrupt land, der udelukkende var blevet opretholdt takketvære den vestlige hjælp.
Olga Vladimirovna SkabeyevaJournalist på den statsejede TV-station Rossiya-1. Sammen med sin mand, Yevgeniy Popov, har hun det mest populære politiske talkshow i Rusland, »60 minutter«, hvor hun har spredt antiukrainsk propaganda og fremmer en positiv holdning til annekteringen af Krim og separatisternes handlinger i Donbass.
Alexander PonomarenkoRussisk oligark og formand for bestyrelsen i Sheremetyevo International Airport. Alexander Ponomarenko har tætte forbindelser til andre oligarker medtilknytning til Vladimir Putin og Sergey Aksyonov, leder af den såkaldte »Republikken Krim« på den ulovligt annekterede Krimhalvøs område.
Modest Alexeyevich KolerovMedstifter af og chefredaktør for REGNUM-portalen, som han har anvendt til at sprede aggressiv og partisk propaganda mod Ukraine og til at fremme en positiv holdning til annekteringen af Krim og til de handlinger, som separatisterne i Donbass har udført.
Roman Georgievich BabayanJournalist og medlem af Dumaen i Moskva. Han er vært på TV-showet »One Truth«på NTV-kanalen og »Right of Voice« på TV Cent. Han er også chefredaktør på radiostationen »Moscow Speaks«. Han har spredt antiukrainsk propaganda og fremmet en positiv holdning til de handlinger,som separatisterne i Donbass har udført.
Yevgeniy Nikolaevich PrilepinRussisk aktivist, journalist, forfatter og medformand af partiet A Just Russia —Patriots — For Truth. Han har udtrykt sin offentlige støtte til de russiske separatister i Krim og Donbass. Han har sendt støtte til Donetsk og rådgivet separatistlederne.
Anton Vyacheslavovich KrasovskyJournalist og vært på talkshowet »The Antonyms« på RT, en russisk statsfinansieret TV-kanal. Han har spredt antiukrainsk propaganda. Han har kaldt Ukraine for russisk land og nedgjort ukrainere som nation. Han har også truet Ukraine med russisk invasion, hvis Ukraine kommer tættere på at tilslutte sig NATO.
Arkady Viktorovich MamontovVært på TV-showet »Author’s Program of Arkady Mamontov« og står bag dokumentarfilm til russisk TV. Han har spredt antiukrainsk propaganda.
Sergei Mikhailovich PinchukViceadmiral og første stedfortrædende øverstbefalende for Sortehavsflåden, som er underlagt de russiske væbnede styrkers sydlige militærdistrikt, og har deltaget i militære handlinger mod Ukraine.
Alexey Yurevich AvdeevNæstkommanderende i Ruslands sydlige militærdistrikt, som har været involveret i militære handlinger mod Ukraine.
Rustam Usmanovich MuradovGeneralløjtnant og næstkommanderende i det sydlige militærdistrikt, som har været involveret i militære handlinger mod Ukraine.
Andrey Ivanovich SychevoyGeneralløjtnant og næstkommanderende i det sydlige militærdistrikts 8. Guards Combined Arms Army, som har været involveret i militære handlinger mod Ukraine.
Gennady Nikolayevich TimchenkoGrundlægger og aktionær i Volga Group, en investeringsgruppe med en portefølje af investeringer i den russiske økonomis nøglesektorer. Gennady Timchenko har i lang tid kendt præsidenten for Den Russiske Føderation, Vladimir Putin, og beskrives generelt som en af hans fortrolige.
Alexey Alexandrovits MordaschovFormand for selskabet Severgroup. Dette selskab er aktionær i Bank Rossiya, som han ejede omkring 5,4 pct. af i 2017, og som anses for at være personlig bank for de øverste embedsmænd i Den Russiske Føderation.
Peter Mikhaylovich FradkovFormand for PJSC Promsvyazbank og bankens eneste forvaltningsorgan. Promsvyazbank er en bank, der er ejet af den russiske stat og yder finansiel støtte til den russiske forsvarssektor og det russiske militær, som er ansvarligt for den massive deployering af russiske tropper langs grænsen til Ukraine og for tilstedeværelsen af russiske tropper på Krimhalvøen.
Selskabet ”Gas Industry InsuranceCompany SOGAZ”Aktieselskabet »Gas Industry Insurance Company SOGAZ« forsikrede opførelsen af den jernbaneinfrastruktur, der forbinder broen over Kertjstrædet og havnen i Taman, og genforsikrede opførelsen af broen over Kertjstrædet.

Kilde: EU’s sanktionsliste

Artiklens emner
Mikhail Fridman
Petr Aven