Dansk radarselskab forventer flere ordrer efter krigen i Ukraine
Europas øgede fokus på forsvarsoprustning kan komme den danske virksomhed Weibel Scientific til gode.
Den mere end 40 år gamle radarvirksomhed Weibel Scientific, der holder til i Allerød, har godt gang i ordrerne og forventer at vokse til dobbelt størrelse inden for de næste tre år.
En ambition, der kun er blevet mere realistisk, efter Rusland i slutningen af februar invaderede Ukraine og satte de europæiske militærstyrker på den globale dagsorden.
Danske Weibel Scientific producerer radarteknologi til bl.a. forsvarsvirksomheder og lande i Vesten, og det er ifølge direktøren et område, som vil vokse fremover.
»I løbet af de seneste to-tre år har samtlige vestlige lande brugt flere penge på deres forsvar. Det sker som pres fra de øvrige Nato-lande og er selvfølgelig positivt for os. Krigen i Ukraine har endnu ikke ført til flere ordrer, men vi forventer, at der i forbindelse med krigen vil komme flere ordrer og en stigende interesse for vores radarteknologi,« siger Frode Scott Nilsen, adm. direktør for Weibel Scientific.
I øjeblikket er selskabet i kontakt med flere europæiske kunder om nye store ordrer. Præcis hvilke lande, og hvad der forhandles om, kan Frode Scott Nilsen på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på.
Han understreger dog, at det danske selskab ikke kan handle med hvem som helst.
»Vi opererer ud fra den danske eksportordning, som er meget streng. Derfor er det naturligvis Nato-landene, der er vores allernærmeste partnere. Vi forventer, at Nato-landene vil opruste yderligere de kommende år. Mit indtryk er, at de europæiske lande ønsker at være mindre afhængige af USA, og krigen i Ukraine forstærker den udvikling, vi har set de seneste år,« siger direktøren.
Weibel Scientific forventer i 2025 at kunne omsætte for mere end én milliard kroner, og i den forbindelse ser direktøren frem til ordrefremgangen, selvom det er på en trist baggrund.
Selskabet omsætter på nuværende tidspunkt for omkring 370 mio. kr. og har 250 ansatte.
I januar lukkede radarvirksomheden den største handel i virksomhedens historie. Her købte den franske forsvarsgigant Thales 12 såkaldte Xenta Doppler-radarer for et trecifret millionbeløb.
For at selskabet kan vokse som planlagt fremover, er det nødvendigt at skaffe mere arbejdskraft. I øjeblikket er der dog mangel på de specialiserede medarbejdere, som Weibel Scientific har brug for. Selskabet mangler flere hundrede medarbejdere og kan ifølge direktøren være nødt til at ansætte udenfor Danmark, selvom selskabet helst ville finde arbejdskraften herhjemme.
Weibel Scientific blev etableret i 1977 og har siden leveret næsten 5.000 radarer til flere end 40 lande.
I 2020/2021 tjente selskabet 57 mio. kr.

