Erhverv

Milliondyr oprydning efter sexchikane: Overskud i Danbred er udraderet

Dårlige markedsforhold og oprydningen efter en sag om seksuel chikane udraderer indtjeningen i avlsselskabet Danbred.

Artiklens øverste billede
Sagen om krænkelser i Danbred fyldte meget i medierne sidste år.

Avlsselskabet Danbred er blevet ramt hårdt økonomisk af en betændt sag om seksuel chikane og ledelsessvigt.

Oprydningen efter den tidligere topchefs krænkende adfærd har kostet selskabet 12 mio. kr., fremgår det af et nyt regnskab. Og da markedet for avlsgrise samtidig er gået i baglås, er indtjeningen stort set forsvundet.

»2021 er stærkt utilfredsstillende, med det resultat vi kommer med. Men jeg sidder fortsat med et meget positivt billede af de muligheder, der er fremadrettet,« siger Claus Fertin, adm. direktør i Danbred, der sælger søer, orner og sæd til brug for avl af grise.

Sexchikane i DanBred

Claus Fertin blev udnævnt til topchef i Danbred i efteråret, efter at den tidligere adm. direktør, Thomas Muurmann Henriksen, var blevet fyret som følge af krænkende adfærd.

Finans kunne i efteråret afsløre, at 18 mellemledere i Danbred havde klaget til bestyrelsen over Thomas Muurmann Henriksen, der ifølge mellemlederne chikanerede kvindelige kolleger ved firmafester ved at udsætte dem for intime befamlinger.

Efter en kort undersøgelse konkluderede bestyrelsen, at der var grund til kritik af Muurmann, men lod ham blive i jobbet.

Tre krænkede kvinder klagede efterfølgende direkte til hovedejeren, brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, som i første omgang bakkede op om bestyrelsens håndtering.

Efter Finans’ afsløringer af sagen skiftede Landbrug & Fødevarer dog kurs. Thomas Muurmann Henriksen blev fyret, og hele bestyrelsen blev smidt ud med henvisning til, at der var begået fejl.

Og det har gjort ondt på Danbred pludselig at stå uden ledelse. Udgifterne til fratrædelsesaftaler, rådgivere og en midlertidig finansdirektør er samlet løbet op i 12 mio. kr., fremgår det af regnskabet. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at bundlinjen er udraderet fra 50 mio. kr. i 2020 til 300.000 kr. sidste år.

»Det er aldrig positivt at have sådan en tur. Det er dyrt, det kan vi se i regnskabet, og det fjerner fokus i en periode. Men det er heller ikke sådan, at det ikke giver muligheder for at skabe et nyt og stærkere fundament, og det samme gælder for os. Man får kigget på en række processer og set på, om de er stærke og gode nok,« siger Claus Fertin.

Det har været hårdt for virksomheden, da det stod på. Det er ikke spændende at miste hele ledelsen og starte forfra.

Claus Fertin, adm. direktør, DanBred

Han vil ikke specificere, hvor stor en del af regningen der er gået til fratrædelser, men oplyser, at der er indgået fratrædelsesaftaler med flere medarbejdere.

Inden Thomas Muurmann Henriksens fyring havde Danbreds finansdirektør Jesper Vikelsø Jensen og chefjurist Morten Schroll forladt virksomheden efter at have protesteret over Muurmanns adfærd.

»Det er aldrig positivt at have sådan en tur. Det er dyrt, det kan vi se i regnskabet,« siger Claus Fertin, adm. direktør i Danbred, der sidste år var omdrejningspunkt for en sag om seksuel chikane. Foto: PR

Danbreds omsætning faldt sidste år fra 1,1 til 1 mia. kr.

Forklaringen ligger dels i et markant ringere marked for avlsgrise, hvor afrikansk svinepest og covid-19 har spoleret salgsmulighederne, skriver Danbred.

Samtidig er foder- og transportpriserne steget voldsomt. De dårlige markedsforhold har både ramt indtjeningen og ført til nedskrivninger på 14 mio. kr., bl.a. goodwill, og det er den anden væsentlige årsag til, at indtjeningen dykker.

»Gennem 2021 er vi gået ind i en periode med forfærdelig ringe økonomi i svineproduktionen,« siger Claus Fertin.

Ifølge Claus Fertin er den gode stemning igen vendt tilbage blandt de 130 ansatte i Danbred efter sidste års tumult.

»Det har været hårdt for virksomheden, da det stod på. Det er ikke spændende at miste hele ledelsen og starte forfra. Men der er taget fat, der er taget konsekvenser og lavet en masse tiltag, og det har gjort, at vi meget hurtigt har fået ro på de indre linjer,« siger Claus Fertin.

Gennem 2021 er vi gået ind i en periode med forfærdelig ringe økonomi i svineproduktionen.

Claus Fertin, adm. direktør, DanBred

Som følge af chikanesagen har Danbred bl.a. indført en whistleblowerordning og en ny nultolerance-politik over for krænkende adfærd.

Landbrug & Fødevarers daværende adm. direktør, Anne Arhnung, trak sig sidste år fra posten som følge af uenigheder om håndteringen af Danbred-sagen.

Chikanesagen har også ført til, at Landbrug & Fødevarer har igangsat en større undersøgelse af arbejdsforholdene i organisationen og dens datterselskaber. Undersøgelsen har bl.a. ført til, at Landbrug & Fødevarers tidligere finansdirektør, Lars Daugaard, i december blev smidt ud af organisationen.

Et af lyspunkterne for Danbred i 2021 var det russiske marked, og der var også stærke forhåbninger til det russiske marked i 2022. Men det blev der sat en brat stopper for, da Rusland invaderede Ukraine i februar. Danbred har afviklet alle aktiviteter i Rusland og afskediget otte medarbejdere.

»Det har dramatiske konsekvenser og gør, at vi har travlt med at omdisponere ressourcer og medarbejdere til at løbe efter de muligheder, der heldigvis er mange andre steder i verden,« siger Claus Fertin, der ikke vil sige mere om forventningerne til i år.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.