Undy har succes på Tiktok: »Det er ekstremt høje tal«
Den relativt unge tøjvirksomhed Undy har i løbet af det seneste år sadlet fuldstændigt om og satset alt på det sociale medie Tiktok - med stor succes.
»I virkeligheden er det dumt, at jeg fortæller om det her, for jo flere, der kommer på, desto sværere bliver det at slå igennem.«
Sådan indleder Emil Broberg Andersen fortællingen om, hvordan hans virksomhed Undy på kort tid fik enorm succes på det sociale medie Tiktok og besluttede sig for at lægge marketingstrategien helt om.
Flere og flere brands - danske såvel som internationale - er nemlig begyndt at få øjnene op for de muligheder, som platformen giver for eksponering. Og endda væsentligt billigere end medier som Facebook og Instagram.
Undy er en webshop, der tilbyder basistøj som bl.a. t-shirts, sokker og underbukser til mænd på abonnement, og da Emil Broberg Andersen startede virksomheden i 2019 blev alle kræfter lagt i at få markedsført sig på bl.a. Facebook.
Sådan ser det ikke ud længere.
Emil Broberg Andersen anslår, at Undy bruger i omegnen af 100.000 kr. om måneden på annoncering - og størstedelen af dette budget er blevet flyttet fra Facebook og Instagram til Tiktok.
»Jamen på en god uge har vi måske 300.000 videoafspilninger på Tiktok. Til sammenligning har vi haft vores Instagram i tre år og har skrabet 1.300 følgere sammen, men hvis vi lægger en video op her, får vi måske 100 eller 200 afspilninger,« fortæller han.
Tidligere har Undys omsætning primært været båret af den eksponering og de kunder, virksomheden har fået gennem Facebook, men siden Undy begyndte at lægge sine kræfter i Tiktok er tallene eksploderet. I 2021 omsatte Undy for knap 5 mio. kr. mens man i år forventer at ramme 8 mio. kr.
»Hvis man formår at udnytte de lyde og trends, der er på Tiktok, så kan man virkelig komme langt. F.eks. er pakkevideoer meget populære. Så vi har gjort så vores kunder kan skrive til os, hvis de gerne vil have en video, hvor vi pakker deres ordre,« siger Emil Broberg Andersen og tilføjer:
»Én af vores pakkevideoer har fået 100.000 afspilninger. Det er ekstremt høje tal.«
Meget tyder på, at verden så småt er ved at få øjnene op for, hvad det sociale medie, der ellers har ry for at være en kinesisk videoapp fyldt med videoer af børn, der danser, kan.
Så meget, at bureauer nu begynder at specialisere sig i - og tjene styrtende på - netop at hjælpe andre virksomheder med at slå igennem på appen.
Det, som Tiktok kan, er bl.a. at appen indeholder et kontinuerligt feed - den såkaldte For You Page - som viser brugere en lind strøm af videoer, der aldrig løber tør.
Og det kræver ikke, at man hverken har følgere eller likes for at ens video bliver vist på siden. Det er en øjensynlig tilfældig algoritme, som gør det muligt for virksomheder at få deres content vist til millioner af brugere på samme tid.


