Erhverv

K.W. Bruun & Co: Hvis to kandidater er lige gode, ansætter vi kvinden

Et afsnit i ledelsesberetningen i seneste årsregnskab løfter sløret for K.W. Bruun-koncernens politik om kønsfordeling i samtlige 36 selskaber.

Artiklens øverste billede
Bestyrelsesformand Anders Bruun sammen med datteren Maria Bruun-Lander, der er top-chef i familiedynastiet K.W. Bruun. Arkivfoto: PR/Citroën

At kvinder og mænd har lige gode forudsætninger for at udføre de fleste arbejdsopgaver er noget, som Danmarks næststørste bilkoncern tager meget bogstaveligt.

Faktisk i sådan en grad, at det indgår i ledelsesberetningen i regnskaberne for samtlige 36 virksomheder i K.W. Bruun-koncernen, at hvis to kandidater er lige kvalificerede, og den ene er kvinde, skal jobbet per automatik gå til hende.

I beretningerne kan man læse, at det er en praksis, der vil blive benyttet, indtil sammensætningen af kønnene blandt medarbejderne er 40/60. Og det gælder vel at mærke ikke kun for ledelsesgangene, men for hele organisationen.

»Vi er nok en lidt anderledes virksomhed. Vi tænker en smule anderledes, og det gør vi alt sammen for at skabe et motiverende og balanceret miljø på arbejdspladsen,« forklarer Anders Bruun, bestyrelsesformand i K.W. Bruun-koncernen.

Beslutningen udspringer fra ideen om, at et godt arbejdsmiljø bliver næret af en varieret sammensætning af medarbejdere.

Det er et almindeligt kendt fænomen, at man diskuterer kvinder versus mænd på arbejdspladsen

Anders Bruun, bestyrelsesformand i K.W. Bruun-koncernen

Han tilføjer, at K.W. Bruun som familievirksomhed ikke nødvendigvis går efter at indtjene den sidste krone, men fokuserer på, at arbejdspladsen er rar at være på. Målsætningen skal heller ikke opfattes som en aktivistisk handling eller et ønske om at gå forrest i en ligestillingsdebat.

»Vi er ret ydmyge og blufærdige, mht. hvad vi laver overfor offentligheden. Vi stiller os ikke op og er fortaler for det ene eller andet. Vi vil hellere bruge vores kræfter og penge internt. Men man kan jo godt have sine holdninger. Jeg synes, at man i samfundet bør tilstræbe den slags ting.«

Ellen Marie Friis Johansen, der er CSR-chef i Dansk Erhverv, medgiver, at det er en flot målsætning, som K.W. Bruun-koncernen har sat sig:

»Det er et rigtig godt eksempel på, at danske virksomheder har fokus på den her problemstilling. Helt generelt kan vi se, at kvinder fortsat er underrepræsenterede på ledelsesniveau. Og vi ved, at én af de ting, der kan afhjælpe det, er en klar og helt prioriteret vision og dagsorden.«

Dansk Erhverv søsatte i marts en såkaldt diversitetspagt, som de inviterede deres medlemmer til at indgå i. Med aftalen følger en række konkrete råd til, hvordan man opnår ligestilling og diversitet i en organisation. Gennem pagten forpligter virksomhederne sig på at nå en målsætning om en kønsfordeling, hvor det ene køn er repræsenteret med minimum 40 pct.

Ellen Marie Friis Johansen har ikke set en tilsvarende målsætning hos Dansk Erhvervs medlemmer, men understreger, at organisationen heller ikke har foretaget en systematisk gennemgang af ledelsesberetningerne.

Udmeldingen om at ansætte den kvindelige kandidat har ifølge bestyrelsesformand Anders Bruun indtil videre ikke skabt kontroverser internt i koncernen:

»Det er et almindeligt kendt fænomen, at man diskuterer kvinder versus mænd på arbejdspladsen. Men der er ikke nogen, der har stejlet over det. Det håber jeg heller ikke, der er nogen, der vil. Pointen er, at vi netop vil prøve at skabe det her balancerede miljø til gavn for alle.«

Koncernen blev grundlagt tilbage i 1914, hvor Karl Wilhelm Bruun lavede sin første bilhandel, og har for nyligt skiftet navn fra Interdan til K.W. Bruun. Som bilimportører råder koncernen over ca. 160 bilforhandlere i Danmark.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.