Erhverv

Historisk forskel: På verdensmarkedet styrtdykker mælkepriserne – i Danmark er de rekordhøje

På verdensmarkedet er prisen på mejerivarer faldet 27 pct. de seneste fire måneder. Foreløbig er de prisfald ikke nået ud til de danske forbrugere, der må betale rekordhøje priser på smør og mælk.

Artiklens øverste billede
Prisen på mejerivarer styrtdykker på verdensmarkedet, men er fortsat rekordhøj i Danmark og resten af Europa. Det skyldes blandt andet en vigende produktion, forklarer Thomas Carstensen, direktør for råvarehandel hos Arla Foods. Foto: Arla

Prisen på mejerivarer rasler ned på verdensmarkedet, men i danske supermarkeder er priserne på mælk og smør højere end nogensinde før.

Situationen er helt usædvanlig. Normalt er der en god sammenhæng mellem udviklingen i priserne på verdensmarkedet og i Danmark. Sammenhængen er ikke 1:1, men større prisudsving på verdensmarkedet plejer med få måneders forsinkelse at forplante sig til kølediskene i danske supermarkeder.

Det er ikke sket denne gang – slet ikke.

I Danmark og resten af Europa er priserne på mejerivarer rekordhøje i både butikkerne og på råvaremarkederne.

»Normalt er der en tættere sammenhæng mellem prisudviklingen på verdensmarkedet og i Europa, end det har været tilfældet den seneste tid,« fortæller Thomas Carstensen, direktør for råvarehandel hos Arla Foods.

På verdensmarkedet er det den toneangivende råvarebørs Global Dairy Trade, GDT, der sætter niveauet. Her er toppede priserne på mejerivarer i marts på et rekordhøjt niveau og er siden faldet med i gennemsnit 27 pct.

Det var sultne kinesiske importører, der drev priserne op til toppen. Siden foråret er Kinas import imidlertid styrtdykket, fordi forbruget er svækket af coronarestriktioner. Det har udløst en bølge af prisfald på GDT's auktioner.

På GDT handles sødmælkspulver nu til gennemsnitspriser, der omregnet svarer til 3.400 euro. I Europa koster den samme vare 4.800 euro. Tilsvarende er et ton smør faldet fra 7.000 til 5.000 euro på verdensmarkedet, mens prisen i Europa er uforandret i rekordniveauet lige over 7.000 euro.

»Den primære forklaring på, at priserne i Europa er fastholdt på et højt niveau er, at landmændenes produktion af mælk i Europa falder. I juni var produktionen af mælk i EU 1,8 pct. lavere end i samme måned 2021, og år til dato er leverancerne af mælk fra vores andelshavere reduceret med 1,4 pct.,« fortæller Thomas Carstensen.

Han oplyser, at:

»For at holde trit med efterspørgslen, skal produktionen af mælk i Europa vokse omkring 1,5 mia. om året. Realiteten er imidlertid, at den årlige produktion falder omkring 1,5 mia. liter.«

Landmændene har reduceret produktionen, fordi deres omkostninger til især energi og foder er vokset så hurtigt, at det har udhulet gevinsten fra de stigende mælkepriser. Samtidig er mælkeproducenterne i mange europæiske lande usikre på den fremtidige miljø- og klimaregulering af sektoren.

»Usikkerheden betyder, at mange er tilbageholdne med at investere i udvidelser. Derudover er det for tiden ekstremt dyrt at få bygget nye stalde. Foreløbig er der ikke tegn på, at mælkeproduktionen vil begynde at stige i Europa,« vurderer Thomas Carstensen.

De vigende leverancer af mælk fra landmændene medfører, at produktionen af stort set alle typer mejerivarer falder i Europa. Det viser nye opgørelser fra EU-Kommissionens Milk Market Observatory.

Den vigende produktion i Europa er med til at fastholde priserne på et højt niveau.

Samtidig medfører den faldende produktion af mælk i Europa, at mejerier som Arla kan reducere eksporten ud til verdensmarkedet, hvor priserne er lave.

»Eksempelvis bliver vores eksport af basis, bulk sødmælkspulver ud af Europa reduceret og vil i fjerde kvartal være næsten ikke-eksisterende. I stedet kan vi anvende mælken til produktion af varer som smør og ost,« fortæller Thomas Carstensen.

I en situation, hvor verdensmarkedspriserne er så meget lavere end de europæiske priser, kunne man tro, det ville strømme ind i Europa med billige newzealandske varer. Det sker bare ikke, hvilket blandt andet skyldes importtold, høje fragtomkostninger samt en manglende kapacitet i New Zealand til at øge produktionen af smør og ost.

Alt i alt lader bunden under de høje, europæiske mejeripriser foreløbig til at være solid. Det afspejler sig i priserne for mejerivarer til levering de kommende måneder.

»Futurespriserne stiger ikke længere, men ligger stabilt på et meget højt niveau de kommende måneder,« konkluderer Thomas Carstensen. Han oplyser, at Arlas salg af mejerivarer til fødevareindustrien endnu ikke falder trods de høje priser. De høje priser medfører dog, at de fleste industrikunder holder sig i korte kontrakter.

Arla løfter først sløret for udviklingen i salget på detailmarkedet, når mejerikoncernen sidst på måneden offentliggør halvårsregnskab.

Den seneste tid har dansk detailhandel meldt om en hård opbremsning i salget af især oksekød, som også er rekorddyrt. Samtidig har råvarebørserne – også i Europa – været præget af store prisfald på landbrugsråvarer som korn.

Hvis prisen på råvarer som hvede og majs fortsætter ned, vil landmændene få lavere udgifter til foder, hvilket kan stimulere produktionen af blandt andet mælk og kød. Kombinationen af øget produktion og en opbremsning i forbruget, kan sende inflationen nedad.

Danmarks Statistik offentliggør onsdag nye forbrugerpristal, som vil vise, om prisen på smør og mælk har sat endnu en rekord i juli.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.