Fortsæt til indhold

Trevor Milton dømt skyldig i svindel: Tidligere Nikola-chef risikerer 25 år i fængsel

Sagen mod den tidligere topchef afsluttes til januar.

Trevor Milton er dømt skyldig i at have løjet overfor investorer. Foto: Amr Alfiky // Ritzau Scanpix
Erhverv

»Trevor Milton løj for Nikolas investorer - igen og igen og igen. Det er svindel, ganske enkelt.«

Så klar var beskeden fra den amerikanske advokat Damien Williams fredag, da den tidligere Nikola-direktør blev kendt skyldig i tre ud af fire anklager om svindel ved den føderale domstol i USA.

Sagen bliver afsluttet til januar, hvor Trevor Milton risikerer helt op til 25 års fængsel. Det skriver erhvervsmediet CNBC.

Han er anklaget for to tilfælde af svindel med værdipapirer samt to tilfælde af wire fraud (red. svindel via elektroniske kommunikationsformer som fx sociale medier, mail eller telefon). Nævningene fandt ham skyldig i en af anklagerne om svindel med værdipapirer og begge anklager om wire fraud.

Da nævningene bekræftede deres dom, rystede Trevor Milton på hovedet, og ifølge hans advokat vil han udfordre dommen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I udtalelsen fra advokaten Damien Williams afslutter han med at sige, at sagen bør tjene som »en advarsel« til andre der taler usandt overfor deres investorer:

»Det ender ikke godt.«

Nikola Motor blev børsnoteret i 2020 og steg med det samme voldsomt i værdi. Så meget, at selskabet en kort overgang var mere værd end Ford. Men så ramte anklagerne om svindel, og aktiekursen styrtdykkede.

Allerede i 2016 påstod Trevor Milton, at selskabet havde de fem første fossilfri lastbiler på vej. Senere hævdede han, at Nikola kunne skaffe brint til en uhørt lav pris. Begge dele viste sig at være usandt.

Den 40-årige tidligere topchef trak sig som direktør og formand for Nikola Motor efter anklagerne. I slutningen af 2021 indgik elbilselskabet et forlig med de amerikanske børsmyndigheder og fik en bøde på 125 mio. dollars.

Trevor Milton stiftede Nikola Motor i 2014 med det formål at bygge lastbiler drevet af batterier og brint. I dag har han ingen forbindelse til selskabet udover, at han, ifølge CNBC, stadig ejer Nikola-aktier. Ifølge nyhedsbureauet Reuters leverede selskabet sin første ordre til kunder i tidligere i år.

Artiklens emner
Nikola Motor
Trevor Milton