Fortsæt til indhold

Ilse Jacobsens kurbad sat til salg for tredje gang på tre år

Det luksuriøse 'Kurbadet' er atter engang til salg. Denne gang er en tilhørende boligejendom i Hornbæk med i prisen.

I 2013 åbnede Ilse Jacobsen sit kurbad. Nu er det sat til salg for tredje gang på tre år. Arkivfoto: Lars Krabbe // Jyllands-Posten
Erhverv

Ilse Jacobsens eksklusive kurbad i Hornbæk, ’Kurbadet by Ilse Jacobsen’, samt en tilhørende bolig er blevet sat til salg.

Det fremgår af kurbadets hjemmeside samt et ’til salg’-skilt, der hænger på badets plankeværk.

Kurbadet og den tilhørende boligejendom, som ligger ved siden af kurbadet, er sat til salg for 25 mio. kr. Det oplyser Danbolig Erhverv i Helsingør, der står for salget, til Finans.

På hjemmesiden skriver Ilse Jacobsen: »Jeg er desværre ikke i stand til at genåbne kurbadet, som forventet, derfor har jeg taget den beslutning at sætte mit kurbad til salg.«

Hun skriver desuden, at det bunder i hendes aggressive kræftsygdom lymfom, og at hendes »fokus er på at blive rask«.

Kurbadet - med udsigt over Øresund - har Ilse Jacobsen før haft til salg. Først i 2019, hvor det blev udbudt til 32 mio. kr. Coronakrisen fik dog Ilse Jacobsen til at droppe salget, men i starten af 2021 satte hun igen kurbadet til salg. Denne gang til 35 mio. kr. Dermed en del mere end de nuværende 25 mio. kr., som denne gang også inkluderer en boligejendom på 124 kvadratmeter.

Ejendomsmægleren bekræfter også, at det er blevet sat meget ned i pris. Det skyldes både Ilse Jacobsens sygdom, og at man ønsker en skarpere pris end tidligere, så man forsøger at være på forkant med markedssituationen.

Det var tilbage i 2013, at Ilse Jacobsen åbnede sit luksuriøse spa i Hornbæk. Det er en grund på 1.047 kvadratmeter, som byder på en restaurant, 12 værelser, spa- og wellness faciliter med både inden- og udendørs pool, sauna og dampbad.

Ilse Jacobsen er nok mest kendt for sine gummistøvler og regnjakker, der bliver solgt under mærket ’Ilse Jacobsen Hornbæk’.

Kurbadet og boligen bliver i første omgang præsenteret for et købekartotek. Derfor ligger det hele ikke på Danbolig Erhverv Helsingørs hjemmeside. Planen er dog, at det snart skal udbydes og annonceres på sociale medier og på portalen Ejendomstorvet, oplyser Danbolig.

Hos Danbolig Erhverv Helsingør fortæller de, at det er nogle foranderlige tider. Derfor kan man ikke sige mere om, hvor længe det kan forventes at være til salg, men ejendomsmægleren forventer at få det solgt.

Artiklens emner
Ilse Jacobsen
Ilse Jacobsen Hornbæk