Kontroversiel industri har krigskasserne fyldt med milliarder

De er risikovillige, de har milliarder i ryggen, og de interesserer sig i stigende grad for det danske marked.

En særlig type af investeringsfonde - såkaldte litigation funds - tjener penge på at finansiere søgsmål for andre, og tager en andel af en erstatning, hvis sagerne vindes ved domstolene. Og de har mange milliarder i krigskasserne. 

Fænomenet er især velkendt i Storbritannien, men også i Danmark er flere internationale selskaber på spil. Et af dem er svenske Litigium Capital, der har et partnerskab med schweiziske Nivalion om at sætte fokus på Norden.

»Jeg ser en strålende fremtid for branchen i Norden,« siger Thony Lindström Härdin, adm. direktør i Litigium Capital.

»Efterspørgslen vil vokse i takt med, at flere bliver opmærksomme på finansieringsformen. Jeg oplever, man er blevet mere positiv overfor fænomenet, og jeg tror, at mange - især advokatbranchen - er nysgerrige,« siger han.

For fem år siden var det nærmest et ukendt fænomen herhjemme, men fondene bliver stadig mere aktive i Danmark. 

Det mærker advokaterne, der jævnligt får henvendelser fra aktører, der vil finansiere deres sager - eller også henvender advokatfirmaerne sig selv.

Et af de seneste eksempler er sagen mod tidligere topchef i Danske Bank Thomas Borgen, som blev finansieret af belgiske Deminor på vegne af tidligere Danske Bank-investorer.

I Danmark splitter fænomenet erhvervsfolk og advokater.

»En af farerne er, at det bliver mere risikofrit at iværksætte opportunistiske søgsmål, når en tredjepart påtager sig at betale sagsomkostningerne, hvis sagen tabes,« siger Rune Derno, partner hos Kammeradvokaten.

Man kan betragte fondene som »en investeringsmaskine, der skal give overskud«, mener Rune Derno.

»Fondene foretager en benhård økonomisk kalkule,« siger han.

Han peger på, at nogle fonde tager afkastet i betragtning, når de forliger en sag for eksempel. Andre fonde som Litigium Capital forholder sig passivt i de søgsmål, de finansierer.

Også advokat og adjungeret professor Carsten Fode fra Aarhus Universitet oplever en større aggressivitet fra fondene. Han mener, at industriens udbredelse kan gøre, at flere topledere er i risiko for at blive involveret i et søgsmål ligesom Thomas Borgen.

»Min vurdering er, at risikoen for at blive dømt som ledelsesmedlem er lempet, men at risikoen for at blive involveret i en retssag er steget,« siger Carsten Fode.

Som eksempel på lempelsen af ledelsesansvaret peger han på bestyrelsen i Roskilde Bank, der til flere advokaters overraskelse gik fri den 1. december 2022 i en retssag om ansvar.

Lempelsen kan få aktører som Deminor til at finde Danmark mindre attraktiv, mener Carsten Fode. Han hæfter sig dog ved, at Deminor har anket sagen mod Thomas Borgen efter et nederlag ved Retten i Lyngby.

Men en stigende frygt for ansvar kan i værste fald gøre det svært at rekruttere kvalificerede bestyrelsesmedlemmer, siger Carsten Fode.

»Det kan være ruinerende at være involveret i en sag.«

»Helt oplagt er der rekrutteringsproblemer. Det er en god idé at lave de skadesløsholdelser som selskab eller forsikringsdækning. Ellers er det for farligt, og så udsætter du dig for en risiko, du ikke kan måle,« tilføjer han.

Gennem årene er der kommet flere produkter på markedet som en arvtager til litigation funding. Industrien har bl.a. investeringsprodukter og forsikringsprodukter, der gør det muligt at forsikre sig mod udfald af retssager.

Der er også stor forskel på fondenes forretningsmodeller. Nogle tager 20 pct. af udbyttet, hvis en sag bliver vundet. Andre tager 50 pct.

I flere konkursboer er man begyndt at bruge litigation-fonde, fordi boerne typisk er lænset for penge.

Hvis der er formodning om, at nogen har snydt kreditorerne i konkursboet for værdier, kan det give mening, at en fond finansierer søgsmålet mod en evt. andel af en gevinst. Et eksempel er sagen om OW Bunker, hvor en masse store banker havde tabt mange penge.

Mange konkursboer må konstatere, at der ikke er penge nok til at føre retssager, som kræver dækning af kurators honorar, retsafgift og evt. sagsomkostninger til modparten.

»Nogle gange bliver man frustreret som kurator, når man har en rigtig god sag, man kunne have vundet, når der ikke er midler i boet, og der ikke er nogen kreditorer, der har lyst til at finansiere en sådan retssag,« siger Peter Krarup, partner hos Mazanti-Andersen.

Aktuelt er han i kontakt med to mindre svenske litigation-fonde i forbindelse med den tidligere Fauna Energi-direktør Martin Storm Rasmussens konkurs. Han er sigtet i en sag om gigantsvindel. 

»For mig at se, er det en win-win for kreditorerne. Hvis man kan få en litigation funder til at finansiere retssagen uden risiko for kreditorerne eller konkursboet, så har kreditorerne intet at tabe, men alt at vinde. Det er positivt, at der nu er nogle, der er villige til at finansiere sådanne sager,« siger Peter Krarup.

De sager, han fører, vil typisk være om krav i niveauet 5-10 mio. kr. Som regel skal der være et krav af en vis størrelse, før det er muligt at få funding, siger han.

»Min erfaring er, at det er svært at finde litigation fundere til de små sager, men jeg tænker, at der nok på sigt kan komme produkter, som går lidt længere ned i beløbsstørrelser.«

Rune Derno fra Kammeradvokaten ser også gode elementer ved udviklingen. For det er dyrt at føre retssager.

»På den positive side kan fondene medvirke til, at virksomheder eller personer, som står i en svær økonomisk situation, kan få adgang til domstolssystemet uden at gamble med hele egenkapitalen,« siger han.

Men aktørerne er »in it for the money«, og fondene finansierer flere sager ad gangen, så risikoen er spredt.

»Selv hvis der kun er gevinst på få af deres lodder, kan fondene lave gode afkast til deres investorer. Fondene har altså større appetit på risiko end den gennemsnitlige sagsøger, som anlægger en retssag for f.eks. at få afklaret en enkeltstående og tilfældigt opstået kommerciel tvist,« siger Rune Derno.

Der findes ikke officielle tal for, hvor stor succes fondene har med deres investeringer. Ifølge Deminors egne oplysninger har firmaet en succesrate på 81 pct., hvilket vil sige, at 81 pct. af sagerne, der investeres i, har et positivt resultat for investorerne. Sagerne, Deminor investerer i, tager i snit 4,85 år fra start til slut ifølge firmaets hjemmeside.

En stor del af de sager, fondene finansierer, vil ofte være skjult for offentligheden, idet mange sager bliver ført og afgjort i voldgiftsretten. Samtidig er mange af de advokater, der fører sagerne, tilbageholdne med at give informationer om sagerne.

Alligevel er en række sager mod store, danske børsnoterede virksomheder blevet belyst i medierne. 

Bl.a. en sag mod den tidligere Vestas-topledelse, som Deminor endte med at droppe for et par år siden. Og Novo Nordisk indgik i 2021 et forlig for 635 mio. kr. i et gruppesøgsmål mod tidligere topchef Lars Rebien Sørensen og andre tidligere topfolk. 

Sidste år indgik Novo Nordisk også forlig i en dansk sag, hvor en gruppe aktionærer havde sagsøgt virksomheden for vildledende information til aktiemarkedet. Ifølge forliget skulle selskabet dog ikke af med penge, lød det. Sagen var betalt af det australske firma IMF Bentham, der nu går under navnet Omni Bridgeway. IMF Bentham varslede også i 2019 et dansk søgsmål mod Danske Bank i hvidvasksagen.

Når retssager kommercialiseres, opstår spørgsmål i forhold til de advokat-etiske regler, siger Carsten Fode. For hvem er klienten egentlig?

Han mener, der mangler regulering af sektoren i Danmark. Bl.a. skal fondene kunne pålægges at betale sagsomkostninger, hvilket de ikke kan i dag.

»Der bør også være strenge regler om, hvem der bestemmer over en sag. Er det parten eller er det i realiteten fonden, hvis finansiering er nødvendig for, at sagen overhovedet kan føres? Det er et dilemma, som især kan blive aktuelt, hvis der drøftes forlig.«

Han understreger, at advokater i dag har pligt til udelukkende at varetage partens interesse, ikke fondens.